Ungdomsarbejdsløshed: Jobsøgning

Foto: Colourbox

’Mød personligt op’

Gitte Bjørn Velling er en af de heldige, der har fundet det job hun gerne vil have – men held alene har ikke gjort det. Det har også krævet tid og kreative metoder.

Gitte Bjørn Velling

Hvad har gjort at du har fået job?


Jeg gik på Århus kommunes hjemmeside, fandt alle adresser på dagsinstitutioner – tog min knallert og kørte rundt i hele Århus kommune med uopfordrede ansøgninger.
Så sendte jeg 10 ansøgninger til jobs som pædagogmedhjælper, jeg også havde på fundet på Århus Kommunes hjemmeside. Jeg kom til samtale på 2 af dem, og har nu fået det ene!

Og faktisk har 6 af mine venner nu også fået job gennem de mange uopfordrede ansøgninger, jeg delte ud på min tur rundt på knallerten.

Hvor mange institutioner besøgte du?
Mange – så mange at jeg ikke kan tælle dem. Ud over de institutioner jeg havde fundet på kommunens hjemmeside, fandt jeg også frem til en række private institutioner på min tur rundt på knallerten

Gitte ville bare arbejde med børn. Efter afsluttet gymnasieeksamen tog hun et sabbatår inden hun starter på statskundskab – faktisk var hun kommet ind sidste år, men besluttede kort inden studiestart at vente et år. Derfor havde hun pludselig travlt med at finde et job - Gitte havde kun 2 uger, hvis hun skulle undgå arbejdsløshedssystemet – og det ville hun.

Har du et godt råd til andre, der er jobsøgende?


Tag steder hen, hvor de ikke søger, mød personligt op og aflever ansøgningen.

Jeg har fundet ud af at det ikke er en god ide at sende en mail i mit fag. Mange i administrationen bruger ikke nødvendigvis mail, og de foretrækker at få et stykke papir – helst med et billede på – i hånden.

Man skal ikke være bange for at oversælge sig selv, jeg skrev fx i mine ansøgninger at jeg havde erfaring med både arbejde i børnehave og vuggestue, selvom den erfaring jeg havde kun var nogle uger som tilkaldevikar". 

Hvad synes du politikerne eller arbejdsgiverne bør gøre for at mindske ungdomsarbejdsløsheden?

Man skal indføre en europæisk ungdomsgaranti, der sikrer uddannelse, opkvalificering eller job efter maksimalt 4 måneders ledighed.


Vi skal have flere offentlige investeringer, det hjælper inden for alle fag

Hvilke barrierer tror du unge FOAere møder i dag?


Som pædagogmedhjælper møder du den udfordring, at dem, der skal ansætte dig, ved en masse om faget og jeg/vi ved ikke, hvad det er de vil have – derfor er det en god ide at møde personligt op – både når det er uopfordrede ansøgninger og når de søger – for så viser man initiativ og lyst til nye udfordringer.