Vox-pop

Vil du arbejde sammen med en kollega med psykisk sygdom?


Frank Juul Petersen,
beredskabsmester ved Roskilde Brandstation:

“Jeg har svært ved at se folk med psykiske diagnoser i udrykningstjenesten, hvor vi skal ud til mennesker og dyr, der er indebrændt. Psyken skal være i top, når vi skal ind i mørke og røgfyldte rum. I andre funktioner, hvor man vasker biler, gør rent, eller går som grøn mand, kan jeg bedre se det.”

 

Sonja Schmidt Schultz,
serviceassistent på Psykiatrisk Center Sct. Hans:

“Det tror jeg ikke, at jeg kunne have noget imod. Psykisk sygdom er noget, hvor man kan have det rigtig godt og almindeligt. Hvis man er medicineret og behandlet, kan man fungere fuldt ud som alle andre.”

 

Ivan Rømer,
arbejdsløs pædagogmedhjælper:

“Så længe man tager sine piller, kan man jo fungere normalt og have et arbejde. Problemet kan opstå, når psykisk syge er ovenpå og måske holder op med at tage deres piller og får et tilbagefald.”

 

 

Karen Bundgaard,
pædagogstuderende og pædagogmedhjælper:

“Jeg mener, at man skal kunne rumme alle mennesker. Vi andre har også nogle småting, som måske ikke er synlige og direkte sygdomme. Hvis man er arbejdsdygtig og har mod på det, skal man hjælpes. Folk med psykiske sygdomme kan måske bruge deres egen personlige erfaring til at hjælpe andre på vej.”

 

Vil du arbejde sammen med en kollega med psykisk sygdom?