Camilla Pedersen tog praktik i England
Camilla var i praktik i SFO’en College Kidz i Plymouth i det sydlige England.
Foto: Heidi Lundsgaard

Nyt syn på hverdagen i Danmark

Camilla Pedersen, nyuddannet pædagogisk assistent, valgte at afvikle en del af sin praktik i England.

På bordet står et fad med hvidt toastbrød med smør. Der er også et fad med frugt og et med småkager. Hvert barn kan få fire stykker toastbrød, to stykker frugt og to småkager.
Sådan foregår det hver eftermiddag i SFO’en College Kidz i Plymouth i det sydlige England, fortæller Camilla Pedersen, 19-årig nyuddannet pædagogisk assistent, som var i praktik på det engelske fritids hjem i fem uger tidligere på året.

Rolige engelske børn
“Hvidt toastbrød og småkager – det kunne man aldrig finde på at servere for børnene i Danmark,” siger Camilla Pedersen, der oplevede en helt anderledes striks tilgang til kosten i den danske SFO, hvor hun var i praktik inden opholdet i England.
Argumentet var blandt andet, at sukker kan gøre børnene hyperaktive og føre til larm og ballade. Ligeledes ville man forebygge fedme ved at undgå usund mad, fortæller Camilla Pedersen.

Men børnene i England er ikke tykkere end de danske børn, konstaterer Camilla Pedersen. Og samtidig er de roligere.

"Jeg har fået øjnene op for, at man kan gøre tingene på andre måder, end vi er vant til i Danmark," siger Camilla Pedersen, som kun 'en gang oplevede, at der var et barn, der slog et andet.

"Da tog lederen forældrene ind på kontoret," siger Camilla, der noterede sig, at man går meget op i god opførsel i England. I sin danske praktik oplevede Camilla derimod, at børnene ofte slog hinanden, uden at der for alvor blev gjort noget ved det.

Jeg ved, jeg kan klare mig
Gennem de fem uger fik Camilla Pedersen lov til at arbejde selvstændigt med børnene.

"Sammen med en anden studerende stod jeg for et dansk tema, hvor vi for eksempel lavede rugbrød#, fortæller Camilla, der indrømmer, at det indimellem kneb med at udtrykke sig på engelsk. Men som ugerne gik, flød sproget bedre. Og nu kan Camilla gøre status:

"Jeg er blevet en meget stærkere person, både personligt og fagligt. jeg er blevet mere selvstændig og har lært, at jeg godt kan klare mig i en anden kultur og på et andet sprog." siger hun.