Særligt for ansatte på overenskomsten for KA Pleje

Overenskomstforhandlingerne med KA Pleje foregår efter nogle særlige spilleregler.

Egen overenskomst:

KA Pleje har sin egen overenskomst med FOA, som fastlægger løn- og arbejdsvilkår for ca. 1.000 medarbejdere. Da KA Pleje ikke er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening, forhandles denne overenskomst ikke samtidigt med de andre. Derfor har FOA og KA Pleje aftalt at overenskomsterne fornys 1. juni fremfor 1. marts inden for den samme økonomiske ramme, som FOA har aftalt med de andre aktører på fritvalgsområdet.

Da FOA nu har indgået og stemt ja til et forlig på resten af fritvalgsområdet, så kan forhandlingerne starte med KA Pleje.

FOAs krav, ny forhandling og ny afstemning:

Derfor forhandler FOA netop nu med KA Pleje om at forny overenskomsten. Såfremt det lykkes FOA og KA Pleje at blive enige, skal dette resultat til afstemning blandt FOAs medlemmer på området. Stemmer de JA til dette nye forslag, så er der nye løn- og arbejdsvilkår på plads med tilbagevendende virkning fra 1. juni 2020.

Se forhandlingsresultatet og stem

Hvad hvis medlemmerne stemmer nej?

I modsætningen til resten af FOAs overenskomster, så er der ikke en mulighed for konflikt med KA Pleje. Hvis medlemmerne stemmer nej, skal FOA og KA Pleje afgøre om de skal forsøge at forhandle et nyt resultat, eller om det blot betyder at overenskomsten med KA Pleje bortfalder.

Hvem skal stemme, og hvornår?

Alle FOAs medlemmer, ansat hos en KA Pleje virksomhed, kan deltage i afstemningen. Afstemningen starter ganske få dage efter at et resultat er forhandlet på plads. Afstemningen vil vare i 3 uger, og alle medlemmer vil modtage direkte besked omkring resultatet samt link til afstemningen.

Spørgsmål?

Tøv ikke med at kontakte din lokale fagforening, hvis du har spørgsmål til resultatet, afstemningen eller andet.