Hvorfor Madmod

FOA har sammen med Claus Meyer og Meyers Madhus lavet en pædagogisk kogebog til daginstitutionsansatte, dagplejere og forældre der laver mad til 0-6 årige børn.

Vi har valgt at kalde denne kogebog for Madmod. Med ordet "madmod" tænker vi på de smås mod og lyst til at smage nye ting og springe ud i nye madoplevelser.

Madmod er noget, børn allerede har som en naturlig del af deres nysgerrighed på verden. Men vi kan som voksne give det plads til at vokse. Bogens forskellige praktiske indspark – fra rødbededyrkning til grøntsags-smykker, og fra brændenældeplukning til dampede blåmuslinger – kan du se som vores ”opskrifter” på madmod.

Madmod er også noget, vi voksne skal udvise. Der skal mod til, hvis vi skal udfordre os selv og prøve nye ting. ”Madmod for voksne” kan for eksempel være at give sig i kast med at lave mad sammen med en flok børn for første gang, uden helt at vide om resultatet bliver spiseligt. Eller at gå i gang med at plante kartofler i en gulvspand, selvom man ikke umiddelbart synes, man har ”grønne fingre”. Eller servere rosenkål en gang til, selvom det var en dundrende fiasko de første tre gange.

Det er filosofien bag bogen. Og det er baggrunden for, at vi har samlet en række ideer, som går lidt videre end det, du normalt finder i en kogebog. Dem vil du møde rundt omkring i bogen flettet ind mellem opskrifterne, så du kan tage fat i det, der inspirerer dig.

46 medlemmer af FOA har testet opskrifter til bogen og anmeldt resultaterne. De er blandt andet blevet bedt sig om at forholde sig til om retterne var budgetvenlige, om børnene kunne li' maden, om de selv kunne li' maden, og de er kommet med ris og ros til selve opskrifterne.