Børn der slås med skumrørskåle

Foto: Niels Åge Skovbo

Skumrør giver afløb for masser af energi

PGU’er Vibeke Kristensen fra Vorup Skole i Randers tager de udad-reagerende drenge ind i gymnastiksalen, hiver madrasserne frem og lader dem give hinanden en omgang ’bløde bank’ med skumgummi-rørskåle

Hvorfor lige rørskåle?

Drenge vil gerne slås, og her er rørskåle rigtig gode. Især til de mere udadreagerende drenge. Rørene er bløde, lavet af skumgummi, så her får de knaldet noget krudt af, samtidig med at de hverken skader sig selv eller hinanden.

Hvilken effekt har det på drengene?

De går til den med liv og sjæl og synes, det er virkelig sjovt. De lærer, at hvis de bliver virkelig gale og har lyst til at slås, så er der andre muligheder end en kæmpestor pind. De kan knalde rundt med de her rør og komme af med noget energi, uden at det gør ondt.

Hvad gør det for jeres indbyrdes relation?

Man får en anden og mere tillidsfuld relation til de her drenge. Jo flere gange vi er ude at slås, jo større tillid
bliver der skabt. Jeg skal ikke lige så meget ‘op på lakridserne’ for at kunne snakke med dem, og jeg synes, det giver færre konflikter i det daglige.

Hvor gammel skal man være?

Jeg synes sagtens, man kan starte i børnehaven. Du kan jo klippe rørene over, så de ikke er så lange. Det er godt – også for de små – at lære, at hvis man er voldsom og vil slås, er det bedre at tage de bløde rør end at tage en skovl og slå hinanden i hovedet.