Kvinde og to drenge spiller på instrumenter monteret på træplade

Foto: Niels Åge Skovbo

De kan larme lige så tosset, de vil

En hjemmelavet musikvæg giver børnene mulighed for at eksperimentere med deres sanser, siger dagplejer Nadine Seiring-Andersen

Hvorfor en musikvæg?

Det var et af mine projekter under min uddannelse til pædagogisk assistent, og formålet var at skærpe børnenes nysgerrighed, fantasi og sanser. Tanken er, at børnene kan spille på væggen, når de har lyst, og ikke kun når jeg hiver instrumenterne frem.

Hvorfor står den udenfor?

Børnene kan bedre gå til og fra alt efter, om de er til høje lyde eller ej. Desuden føles lydene knap så høje udendørs. Egentlig ville jeg gerne have den til at hænge på et stakit, men den bliver nødt til at hænge under et halvtag, fordi brættet ikke kan tåle for meget vand.

Hvor har du tingene fra?

Brættet var i overskud fra en gammel hylde, vaskebrættet er fra genbrugsstationen, og xylofonpindene er fra nogle instrumenter, jeg havde. Det eneste, jeg har købt, er vindspillet. De sorte bøtter er fyldt med lecasten og ris, så de rasler, når de drejes rundt.

Hvordan bruger børnene væggen?

De bruger det hele, men vaskebrættet og xylofon-pindende det, der rykker mest. En pige begyndte at synge, mens hun spillede på væggen, men den kan også bruges til at afreagere på, hvis man er lidt frustreret over et eller andet. I den alder, hvor børnene ikke har noget sprog, kan de bruge væggen til at udtrykke sig på en anden måde.