Min faglighed rykker borgerne videre

Vi opnår mærkbare resultater for borgerne, fordi vi støtter dem til at kunne bare lidt mere selv. Sådan lyder Andreas’ forklaring på, at han er fagligt stolt.

For Andreas Brøsen, der er social- og sundhedshjælperelev på SOSU skolen i Brøndby er det dagligdagens arbejde, der skaber stolthed:

’For mig handler faglig stolthed om noget meget konkret. Det handler om mit daglige arbejde og de værktøjer jeg bruger til at hjælpe andre til at hjælpe sig selv.
Fx blev jeg for nylig stolt, da det lykkedes mig at få en person der er 100% afhængig af at få hjælp i spise situationen nu selv kan styre hvornår han indtager sin mad. Og fx varmede det mig, da jeg hjalp en dement person med en digital kalender, der betyder at vedkommende pludselig kan huske de ting, der er vigtige og dermed er mindre afhængig af min hjælp.’

Min faglige vurdering rykker
Andreas er med i Ungdomsnetværket, der har valgt at sætte fokus på faglig stolthed. Han forklarer at faglighed inden for hans fag betyder, at han er skolet til at registrere selv de små fremskridt og milepæle for borgerne. Den type viden kommer via uddannelsen, der fx giver ham viden om pillers virkning, kognitiv træning og velfærdsteknologi:

’På uddannelsen til social og sundhedshjælper arbejder vi med den menneskelige kontakt, og fordi vi er skolet til at registrere små bitte ændringer, har vi en kæmpe betydning i hverdagen for borgeren. Det er ikke hvem som helst, der kan varetage det omsorgsarbejde.’

’Vi tørrer ikke bare røv’
Faktisk er Andreas ikke i tvivl om at værdien af hans arbejde kan sidestilles med andre vigtige funktioner i samfundet:

’Jeg kan godt blive ret overrasket, når jeg møder andre unge inden for mit fag og de ikke har lyst til at fremvise deres faglige stolthed, fx på de sociale medier. ’I tørrer jo bare røv’ er de bange for at få smidt i hovedet. Men jeg mener at vores indsats i samfundet er uvurderlig og på linje med fx bankansatte eller økonomers værdi til samfundet
Det gør mig tryg at vide, at hvis der skulle ske mig noget eller jeg som gammel ikke kan klare mig selv, så får jeg hjælp til at klare mig. Fordi vi tørrer netop ikke bare røv – vi giver omsorg og hjælp til et værdigt liv.’