Gode råd om kunsten at gå til eksamen

Eksamen behøver ikke at være en nervepirrende og træls oplevelse. Hvis du er godt forberedt, kan du vende det til en positiv oplevelse. Her får du tips til, hvordan du gør.

Tjek, tjek og atter tjek

Find ud af mest muligt om eksamen på forhånd: Hvor foregår den? Hvor lang tid er du oppe? Hvordan er formen? Hvem er censor? Hvordan vil du gribe situationen an? Når du har undersøgt alt det, du kan, behøver du ikke spilde tid på at være nervøs over det ukendte.

Det er din eksamen

Så vær ligeglad med, hvad der sker med de andre. Sæt nogle realistiske mål for, hvilket niveau du selv er på og gør dit bedste for at nå dem.

Viden giver ro

Fortæl din lærer, hvis du plejer at blive nervøs forud for en eksamen, så han eller hun kan tage hensyn til dig på dagen.

Sig aldrig:

”Det ved jeg ikke”, hvis du bliver spurgt om noget, og klappen går ned. Sig i stedet: ”Det kan jeg ikke svare på lige nu”, skriv spørgsmålet ned og vend tilbage til det senere.