Pressemeddelelse

Sådan skaffer vi over 8.000 pædagogisk uddannede til minimumsnormeringer

En del af løsningen på manglen på pædagogisk personale til vuggestuer og børnehaver findes allerede ude blandt børnene på stuerne. Landet over kan mere end 8.000 pædagogmedhjælpere få merit for deres årelange erfaring og tage en pædagogisk uddannelse på under et år.

Mens daginstitutioner hele landet rundt kæmper med at kunne skaffe tilstrækkeligt personale til at kunne indfri kravet om minimumsnormeringer, findes en stor og ikke mindst hurtig del af løsningen blandt de ansatte, der allerede findes i daginstitutionerne.

Erfarne pædagogmedhjælpere, som er over 25 år gamle, kan nemlig få merit for deres årelange praksiserfaring. De kan nøjes med skoledelen og tage den normalt godt tre år lange uddannelse til pædagogisk assistent på blot 42 uger. Derfor udgør netop den medarbejdergruppe et enormt potentiale i forhold til at løse den rekrutteringskrise, der landet over hersker på det pædagogiske område.

”Vi står med en guldgrube af medarbejdere, som allerede hver dag arbejder dedikeret med at støtte børnene i deres udvikling og leg. Ved at tage uddannelsen kan de på mindre end et år knytte teoretisk viden til den solide erfaring, de allerede har. Det vil give et fagligt løft, som selvfølgelig er tilfredsstillende for den enkelte ansatte, men som endnu vigtigere jo kommer børnene til gode,” siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen.

Landet over findes der mere end 8.000 pædagogmedhjælpere, som både har alderen og erfaringen til at tage uddannelsen til pædagogisk assistent på 42 uger. Helt konkret var antallet i maj måned i år 8.055 ifølge tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.

Aftalen om minimumsnormeringer indebærer, at kommunerne frem mod 2024 skal sikre, at der i daginstitutionerne er minimum en voksen per tre vuggestuebørn eller seks børnehavebørn. Samlet er der i år og sidste år afsat 1,3 milliarder kroner til mere personale. Men betingelsen for at få del i puljen er, at andelen af uddannede i dagtilbuddene ikke daler. Kommunerne kan derfor ikke frit ansætte voksne uden en pædagogisk uddannelse. Det får Kim Henriksen til at komme med en klar opfordring til kommunerne:

”Hvis vi ingenting gør, vil problemet kun blive større i de kommende år, fordi der kommer langt flere børn til. Se at få lagt en plan for at få uddannet de erfarne pædagogmedhjælpere. Så får I på kort tid sikret et varigt løft i andelen af uddannede, og så kan I også ansætte mere personale,” siger sektorformanden.

Flere kommuner har da også allerede set potentialet i at uddanne de erfarne pædagogmedhjælpere. Blandt andet har Odense Kommune etableret en rotationsordning, hvor 24 pædagogmedhjælpere er kommet på skolebænken. Imens træder 24 ledige ind, som man håber også får smag for faget. Andre eksempler er Aalborg og Odsherred.

Andelen af pædagogiske assistenter udgør omkring 9 procent af de ansatte i landets dagtilbud. På sigt mener FOA, at faggruppen bør udgøre 35 procent af de ansatte.


Kontakt

Sektorformand Kim Henriksen, telefon: 31 62 32 33

Hent billede