Stærkt udspil fra radikale rummer beklagelig mangel

Radikale Venstre rammer plet med uddannelsesdækning af dagplejeområdet, men overser et muligt stort uddannelsesløft af voksne i børnehaver og vuggestuer.

Over de næste år skal der afsættes midler til at uddanne landets dagplejere til pædagogiske assistenter, og der skal sættes konkrete mål for, hvordan det realiseres den enkelte kommune. 

Sådan lyder et af forslagene i et nyt udspil for fremtidens børneområde, som Det Radikale Venstre netop har lanceret. 

For formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen er forslaget sød musik i ørerne.

”Hele dagtilbudsområdet skal have et uddannelsesløft, så børn i deres dagligdag mødes af voksne med en uddannelse inden for pædagogik, og lige netop forslaget om at uddannelsesdække dagplejen har så afgjort groet i FOAs have,” siger sektorformanden.

Han glæder sig over, at partiet har tænkt dagplejen ind, for selv om omkring hver tredje forælder foretrækker dagplejen som dagtilbud, har politikerne både på lokal- og på landsplan tendens til at overse netop dagplejen.

”På det punkt er det et rigtig stærkt udspil. Til gengæld er det meget beklageligt, at de radikale i deres udspil overser de pædagogiske assistenter i den del, der handler om daginstitutionerne,” siger Kim Henriksen.

I udspillet peger de radikale på, at 75 procent af de ansatte i dagtilbud skal være uddannede pædagoger.

De pædagogiske assistenter nævnes ikke som en faggruppe, der kan løfte uddannelsesniveauet blandt de ansatte i vuggestuer og børnehaver. 

”Når nu vi alle er enige om, at der ikke alene skal flere voksne til, men også flere uddannede, sådan som det også lyder i aftalen om minimumsnormeringer, så forstår jeg ikke, hvordan de radikale igen kan overse en hel faggruppe,” siger Kim Henriksen.

Han henviser til, at der ude i institutionerne i dag findes omkring 10.000 dedikerede pædagogmedhjælpere, som har mere end to års erfaring og som på mindre end et år kunne gå fra at være ufaglærte til faglærte pædagogiske assistenter. 

”Flere kommuner er allerede i gang med øvelsen, som højner det faglige niveau i daginstitutionerne. Med en rotationsordning kan det endda gøres, uden at det koster kommunerne en klink,” siger Kim Henriksen.

I forhold til at uddannelsesdække dagplejen kan det ifølge FOAs beregninger gøres inden for 10 år. Lige nu findes der omkring 8.600 kommunalt ansatte dagplejere.

Ifølge de seneste uddannelsestal, som er fra 2019, har omkring 8 procent af dagplejerne en pædagogisk assistentuddannelse, 9 procent er pædagoger, cand. pæd. eller lignende. Hver anden har anden uddannelse, som eksempelvis social- og sundhedsassistent eller butiksuddannet, mens omtrent hver tredje ingen uddannelse har. 

Kontakt

Sektorformand Kim Henriksen, telefon: 31 62 32 33

Hent billede