Pressemeddelelse

Velfærd skal genoprettes trods virus

Coronakrisen skal håndteres helt modsat af finanskrisen, som førte til en voldsom sparekurs og utallige reformer mod samfundets svageste. Det er hovedbudskabet i FOA-formand Mona Striibs tale på Arbejdernes Internationale Kampdag 1. maj.

Efterdønningerne fra den massive sundhedskrise, vi i dag befinder os i, vil strække sig langt ind i fremtiden. Også økonomisk. Helt afgørende er det, at vi ikke slår ind på samme kurs, som fulgte i kølvandet på finanskrisen sidst i 00’erne. For det var helt forkert medicin. Sådan lyder den stærke advarsel i 1. maj-talen fra Mona Striib, formand for forbundet Fag og Arbejde, FOA:

”Efter finanskrisen mistede mere end 35.000 offentligt ansatte deres arbejde. Der blev sat en stærk sparedagsorden og vi fik reform på reform, der gradvist ødelagde det trygge, danske velfærdssamfund og dets sikkerhedsnet for samfundets svageste. Det var en lang ørkenvandring i elendighed.”

Kort før corona-virussen brød ud, var der ellers taget de første spæde skridt til at genoprette den offentlige velfærd. Det arbejde lader til at stå stille lige nu. Men vigtigheden af den offentlige sektor står tindrende klart her i coronaens skarpe skær.

”Langt flere faggrupper står klart og tydeligt i danskernes billede af, hvem det egentlig er, der får samfundet til at hænge sammen. Der hver eneste dag sørger for, at vi alle sammen har det godt,” siger Mona Striib.

For Mona Striib har det siden virussen satte ind først og fremmest handlet om at bidrage til, at vi som samfund kommer bedst muligt igennem sundhedskrisen.

”Lige nu knokler rigtig mange offentligt ansatte som aldrig før. Det skal vi huske. Også når vi kommer om på den anden side af sundhedskrisen,” siger Mona Striib, der som formand for både FOA og Forhandlingsfællesskabet – en sammenslutning af fagforeninger for ansatte i kommuner og regioner - skulle være i gang med at diskutere de forestående overenskomstforhandlinger på det offentlige område i 2021.

”Vi skal bruge denne her tid til at huske på, hvor vigtigt det er, at vi har sammenhængskraft i vores samfund,” siger Mona Striib med et ønske om en god første 1. maj alle. 

Se hele Mona Striibs 1. maj-tale.

Kontakt

Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98

Hent billede i høj opløsning