Pressemeddelelse

FOA: Lønforhøjelserne næste gang skal være i kroner og øre

FOA foreslår på sin kongres et opgør med de procentvise lønstigninger ved næste offentlige overenskomstforhandlinger i 2021. Det offentlige arbejdsmarked bør gøre som det private, så timelønningerne hæves med de samme beløb.

Står det til FOA, så overgår det offentlige arbejdsmarked ved overenskomstforhandlingerne i 2021 til et system, hvor lønforhøjelserne regnes ud i kroner og øre frem for procenter.

På FOAs kongres i Odense langede forbundsformand Mona Striib kraftigt ud efter det nuværende lønsystem, der tilgodeser de højtlønnede - og straffer de typiske og lavtlønnede kvindefag i den offentlige sektor.

"Når overlægen får 65.100 kroner ekstra som følge af overenskomstforbedringerne i perioden, mens en social- og sundhedshjælper på det samme hospital  får 22.500 kroner ekstra, så er det saftsuse mig skævt. Alt for skævt," sagde Mona Striib i sin beretning til FOAs kongres.

På det offentlige arbejdsmarked har det de senere år været heftigt diskuteret, om der skal ske en såkaldt "skævdeling", så parterne enes om forlods at sætte penge af til udvalgte områder. Mona Striib pointerer, at "skævdelingen" allerede eksisterer, når en procent ekstra til en offentlig topchef svarer til cirka 15.000 kroner - mens en procent til et typisk FOA-medlem svarer til godt 3.000 kroner.

"Denne skævdeling må høre op. Det er også helt skævt, når vi fortæller, at vi sikrer samme reallønsfremgang til alle, når det opgøres i procenter. Det gør vi ikke. Man kan altså ikke gå ud og betale procentvis mindre for en liter mælk," sagde Mona Striib

I sin beretning efterlyste FOA-formanden også hjælp fra Christiansborg til at løse den generelle uligeløn på det danske arbejdsmarked. Aktuelt tjener danske kvinder 13,1 procent mindre en mænd, og en hovedforklaring er, at der ikke er lige løn for arbejde af samme værdi. FOA har før rejst kravet, bl.a. i 2008, da forbundet var i storkonflikt. Dengang under Anders Fogh Rasmussen var både Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti SF og Enhedslisten lydhøre over for problemet. Men bortset fra en ekstraordinær lønpulje ved overenskomstforhandlingerne i 2018 på 0,04 procent er der ikke sket noget.

"Det kræver stadig en hjælpende hånd fra Christiansborg til et økonomisk løft af kvindefagene - og nej, det betyder ikke total ødelæggelse af den danske aftalemodel. Det ved politikerne også godt. Lad os nu slippe ud af de forældede kønsroller. Kære politikere: Tag Jer nu sammen," sagde Mona Striib.

 

Kontakt

Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98

Hent billede i høj opløsning