Pressemeddelelse

Lægerne og FOA: En rapport der gør ondt

Det er det hidtil vægtigste dokument, vi har set om retspsykiatrien i Danmark: Behandlingen af mennesker med psykisk lidelse i Danmark er utilstrækkelig. Ny rapport dokumenterer, at det koster menneskeliv.

Sådan konkluderer både Lægeforeningen og FOA på baggrund af den nye rapport fra Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet. De to organisationer peger begge på, at psykiatrien har brug for en turnaround eller en u-vending, så hele psykiatrien i Danmark kommer på fode. Det kan f.eks. ske med en gennemgribende ti-års-plan, hvor myndigheder, politikere, organisationer og fagfolk sætter sig sammen, og forpligter hinanden på initiativer, der for alvor retter op på situationen.

"Det er en rapport, der gør ondt, for der er næppe et kvik-fix i denne sag. Men vi har viden og dokumentation for, hvad vi kan gøre klart bedre. Rapporten er en enestående øretæve til det politiske system, der godt kan finde lappeløsningerne frem, men igen og igen halter bagefter med de tilbundsgående initiativer, hvor de rette fagfolk med de rette kompetencer og i nødvendigt omfang er til stede," siger sektorformand Torben Hollmann fra FOA.

Han peger også på en lang liste af uløste problemer i socialpsykiatrien, der også bør omfattes af arbejdet. Også i socialpsykiatrien er der sket en række drab på medarbejdere, på patienter og på pårørende.

"Det har skortet på reelle politiske løsninger. Der er brug for, at Folketinget samles om en mangeårig økonomisk og faglig udviklingsplan for psykiatrien, for at give borgere med svær psykisk lidelse et tilbud, som hænger sammen på tværs af sektorer og med bedre kvalitet. Andet kan vi som samfund ikke være bekendt," siger Kirsten Ilkjær, psykiater og næstformand i Lægeforeningen.

"Psykiatrien behandler i dag mange flere patienter med angst, depression og stressrelaterede lidelser end for få år siden. Pengene til arbejdet er dog ikke fulgt med, og derfor er indsatsen for mennesker med svære psykiske lidelser under meget stort pres. Og konsekvenserne kender vi: De er tragiske," siger Kirsten Ilkjær.

Den nye rapport dokumenterer, at der er begået syv drab af retspsykiatriske patienter i andet halvår 2016. Den faglige vurdering er, at de fleste formentlig kunne være undgået, hvis de psykiatriske patienter havde fået den rette behandling. Dertil skal lægges en meget længere liste af drabsforsøg, voldsovergreb, forsøg på overgreb og trusler, som også kunne være undgået med en bedre behandling af de syge.

"Alt for mange dør. Rigtig mange kunne reddes. Vil danske politikere være dette her bekendt? I FOAs øjne kan den såkaldte psykiatriplan 2.0 godt være udgangspunkt for det fremtidige arbejde. Men der er meget, der skal gøres, " siger Torben Hollmann fra FOA.

Kontakt

Sektorformand Torben Klitmøller Hollmann, telefon: 23 26 75 79

Hent billede i høj opløsning