Pressemeddelelse

Landsretsdom vigtig for borgernes retssikkerhed

Udbetaling af sygedagpenge må ikke standses med tilbagevirkende kraft, lyder principiel landsretsdom, som viser, at borgernes retssikkerhed hele tiden udhules. Det skal vi bekæmpe, siger FOA-formand Mona Striib.

Selv om en Højesteretsdom allerede i 2015 fastslog, at kommuner ikke må stoppe udbetalinger af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, har Ankestyrelsen omgået reglerne og vejledt kommunerne til at fortsætte den praksis. Men det er ulovligt, fastslår en ny principiel dom fra Landsretten. Igen. Dommen kan betyde, at en lang række borgere kan få genoptaget deres sager.

Sagen i Landsretten handler om social- og sundhedsassistent Mette Elisabeth Sørensen, der er medlem af FOA Randers. I 2014 fik hun skadet sin hånd, da en hjerneskadet beboer vred hendes tommelfinger om. Efter et halvt års sygemelding, blev hun opsagt med udgangen af marts 2015. I starten af april lød en statusattest fra Køge Sygehus, at Mette E. Sørensens tilstand ikke længere var behandlingskrævende, og at hun kunne genoptage arbejdet i det omfang, smerterne tillod det. Men endnu var hun ikke raskmeldt.

Alligevel standsede Køge Kommune hendes udbetaling af sygedagpenge fra 15. april, så Mette Elisabeth Sørensen kom på kontanthjælp. Først godt to måneder senere traf kommunen afgørelse om hendes uarbejdsdygtighed.

"Jeg var på morfin, og havde så mange smerter. Jeg havde aldrig været arbejdsløs, og altid været meget autoritetstro, så jeg troede bare, at det var sådan det var, når lægen sagde, at jeg selv måtte vurdere, hvor meget jeg kunne," fortæller Mette Elisabeth Sørensen.

Men at stoppe udbetaling af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, er ikke tilladt. Det fastslog en højesteretsdom allerede i 2015 i en lignende sag omhandlende en anden paragraf. Men det har Ankestyrelsen set stort på. Så da Mette Elisabeth Sørensen klagede over at blive frataget sygedagpengene, tabte hun til Ankestyrelsen - som endda sendte hendes sag ud som principafgørelse til kommunerne, der siden december 2015 har lænet sig op ad hendes sag for at standse sygedagpengeudbetalinger med tilbagevirkende kraft.

Advokat Mads Pramming, som har ført sagen for FOA, undrer sig over den borgerfjendske linje, Ankestyrelsen lægger for dagen.

"Hvorfor vil Ankestyrelsen så gerne fortolke loven imod borgerne? Endda når de har fået tæsk i Højesteret, retter de ikke automatisk ind," siger han.

Det er uvist hvor mange borgere, der har fået stoppet deres sygedagpenge uden en gyldig afgørelse og som derfor skal have genoptaget deres sager. 

Formand i FOA, Mona Striib, glæder sig over afgørelsen, som er en stor sejr for borgernes retssikkerhed.

"Men jeg er også gal og forarget. Ankestyrelsen burde være garant for, at love og vejledninger bliver fortolket korrekt. Dommen her betyder, at Ankestyrelsen må kigge sig selv efter i sømmene, om den er kommet til at løbe efter en sparedagsorden frem for at gøre det, som den er sat i verden for," siger Mona Striib.

Også Mette Elisabeth Sørensen glæder sig over landsretsdommen. Selv er hun flyttet til Norddjurs, hvor hun blev opereret i hånden, kom i ressourceforløb og er nu tilbage på 30 timer om ugen i en stilling svarende til den, hun kom fra.

"Det var hårdt for os som familie rent økonomisk. Men mange andre kan have det langt sværere end jeg. Så for mig har det betydning, at de nu kan få genoptaget deres sager," siger hun.

Ankestyrelsen kan anke Landsrettens afgørelse frem til 1. juni 2018.

Kontakt

Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98

Hent billede i høj opløsning