Pressemeddelelse

FOA: Nyt lovforslag stiller ansatte bedre ved konkurs

Efter vedvarende pres fra FOA vil beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen til efteråret fremlægge nyt lovforslag, der skaber mere tryghed for ansatte i private plejevirksomheder ved konkurser.

Et stort problem for ansatte i private plejefirmaer ser nu ud til at blive løst.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen vil senere på året fremlægge et lovforslag, der sikrer de ansatte i private plejefirmaer deres tilgodehavender i tilfælde af konkurs. Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

De tidligere ansatte i det private plejefirma Kærkommen har til sammen næsten 12 millioner kroner til gode, efter at virksomheden gik konkurs i 2015.

Men på grund af en juridisk tvist mellem de nordjyske kommuner, hvor virksomheden leverede plejeydelser, og Lønmodtagernes Garantifond, har de mange ansatte måtte vente i nu tre år på at få udbetalt deres tilgodehavende løn.

"Det har været et stort problem for vores medlemmer, når Lønmodtagernes Garantifond ikke vil udbetale det, de har til gode, fordi de mener, der har fundet en virksomhedsoverdragelse sted."

"Nu har beskæftigelsesministeren taget vores argumenter til sig, som løser det problem på præcis den måde, vi har foreslået, hvor det ikke er vores medlemmer, der skal være sorteper i en juridisk strid mellem to myndigheder. Det er et rigtig godt resultat," sagde Dennis Kristensen onsdag på en livestream til FOAs kongres.

Med det nye lovforslag skal Lønmodtagernes Garantifond nu lægge ud, indtil den juridiske strid om virksomhedsoverdragelse er afgjort.

Kontakt: 

Dennis Kristensen, telefon: 40 18 42 81 / Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98