Trods akut mangel på ambulancepersonale står flertallet af elever uden læreplads

Knap 65 procent af eleverne på ambulancebehandler-uddannelsen står uden en læreplads tre måneder efter deres grundforløb. Det skriver dagbladet Information. Det er uretfærdigt over for eleverne, mener elevorganisation og FOA

Det er ikke kun sygeplejersker, sosu'er og læger, der er pressede i sundhedsvæsenet. Over hele landet er der også mangel på ambulancefolk. Alligevel står flertallet af elever på uddannelserne til ambulancebehandler uden en læreplads, det skriver Information.

64,5 procent af de elever, der bestod grunduddannelsen i 2021, havde tre måneder efter ikke fået en læreplads, viser tal fra Undervisningsministeriet. Og et halvt år efter bestået grundforløb stod 61,3 procent stadig uden læreplads.

Det undrer Erhvervsskolernes Elevorganisation og de offentlige ambulanceredderes fagforening, FOA.

Thomas Brücker, der er sektornæstformand i FOA, siger, at det er svært at få en læreplads, fordi der er mange unge, der gerne være ambulancebehandlere. Og manglen på ambulancefolk har fået regionerne til at skrue op for antallet af elever i lære.

»Mit indtryk er, at det er gået op for regionerne, at de har et problem, så lige nu uddanner de så mange, de kan, men vi mener godt, at de kan uddanne flere,« siger Thomas Brücker.

"Men hvis de private derimod kun uddanner det antal elever, der er beskrevet i de respektive udbud, så uddannes der ikke tilstrækkeligt med elever hos de private entreprenører”, siger han.

Især i Region Hovedstaden og Region Sjælland er der så stor mangel på reddere, at der i starten af året var godt 100 ubesatte stillinger. Det viser et svar til Folketingets Sundhedsudvalg. Manglen på reddere har alvorlige konsekvenser ved akut sygdom, for den medfører, at responstiden ifølge nye tal fra Beredskabsinfo.dk det seneste år er steget. Det vil sige, at det tager længere tid, før ambulancerne er fremme ved de nødstedte.

Thomas Brücker mener også, erhvervsskolerne har et problem, hvis de optager langt flere, end der er lærepladser til. For du kan ikke nøjes med skolepraktik som ambulanceredder.

»Så det er ikke o.k., hvis man optager et for stort antal elever. Den tid kunne eleverne jo have brugt et andet sted, hvis de havde vidst, at der var så få lærepladser,« siger Thomas Brücker.

Julie Kølskov Madsen, der er formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation, mener, det er et »kæmpe problem« for skolerne, at de optager langt flere elever, end der er lærepladser til.

»Der er ingen unge, der har lyst til at uddanne sig til ingenting, så det er unfair over for eleverne og spild af deres tid, at de færdiggør grundforløbet med en forestilling om, at det kan lade sig gøre at bliver reddere her,« siger Julie Kølskov Madsen.

Hun påpeger, at det langtfra er et nyt problem, at der bliver optaget for mange på ambulanceuddannelserne. Generelt mener hun dog ikke, at erhvervsuddannelserne optager for mange elever i forhold til antallet af lærepladser.