Pressemeddelelse

FOA: Regionsaftale er bedre end frygtet – men ikke i mål

Der er mange gode elementer i den nye aftale om regionernes økonomi. Men økonomien står ikke mål med udfordringerne, mener FOA-formand Mona Striib.

   
Der er fokus på et bedre sundhedsvæsen, flere hænder på sygehusgangene og en langsigtet plan for psykiatri i den nye aftale om regionernes økonomi.
 
"Jeg er glad for at høre de overordnede takter i aftalen. Hvis vi vil have et bedre sundhedsvæsen, end vi har i dag, er det altafgørende, at vi får flere ansatte."
 
"Psykiatrien er et område, som igennem de sidste mange år har oplevet massive problemer. Der er brug for et helt nyt syn på psykiatrien, og det er godt at se, at regeringen følger op på deres hensigtserklæring efter valget med en 10-års plan," siger formand for FOA Mona Striib.

Flere skal søge ind i social- sundhedsfag

Samtidig varsler parterne en ny task force, som skal se på, hvordan man sikrer nok social- og sundhedsmedarbejdere i fremtiden.
 
"Det er glædeligt, at rekrutteringsudfordringerne bliver sat på dagsordenen. Vi bliver nødt til at handle nu, hvis vi skal sikre nok social- og sundhedsassistenter og -hjælpere i fremtidens ældrepleje og sundhedsvæsen. Og det er meget positivt, at også regionerne indgår i dette arbejde," siger Mona Striib.

Økonomien slår ikke til

Der afsættes 1,5 milliarder kroner til at dække stigende udgifter til medicin, et øget behandlingsbehov og flere ældre i den nye aftale. Samtidig bindes regionerne igen i år til at finde en halv milliard i effektiviseringer via blandt andet ny teknologi.
 
"Det er ikke nok. Beregninger viser, at sundhedsområdet har brug for to milliarder kroner i næste års budget. Det betyder, at der stadig mangler en halv milliard kroner for at dække det stigende antal ældre og børn og for at have råd til den nyeste medicin og den bedste behandling," siger Mona Striib.

 
 


Kontakt

Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98

Hent billede i høj opløsning