Pressemeddelelse

FOA: Vi går hele vejen

Mere end 2000 tillidsfolk fra FOA bakker op om forhandlerne og fællesskabet, og erklærer sig klar til en eventuel konflikt.

I dag tirsdag den 17. april mødtes over to tusinde af FOAs tillidsfolk fra hele Danmark for at diskutere overenskomst-situationen. Forsamlingen vedtog følgende udtalelse:

"Når vi mødes som tillidsfolk her i Odense i dag, så handler det om fællesskab og sammenhold. Når vores forhandlere lige nu mødes i Forligsen, så handler det om fællesskab og sammenhold. Et historisk fællesskab og et historisk sammenhold.

Fra begyndelsen af forhandlingerne har vi gjort det klart, at de offentligt ansatte står sammen, og at vi ønsker en løsning for alle. Det gør vi stadig.

Vores fællesskab har fået en stor og bred opbakning fra den brede danske befolkning. Fra første færd har danskerne afvist Moderniseringsstyrelsens spin og sagt nej til en lammende lockout og ja til fagbevægelsens rimelige krav. Den støtte er vi stolte af.

Efter 3 kriseoverenskomster, hvor vi har holdt os tilbage, er kravet, at alle ansatte i det offentlige skal have en reel lønstigning og følge vores kolleger i det private.

Men ikke nok med det, vi vil også have et løft af de lavtlønnede og kvindefagene. Og vi støtter også, at lærerne og de statsansatte får ordnede forhold i forhold til arbejdstid og frokostpause.

Vi ønsker ikke konflikt. Men vort fællesskab er stærkt, og vi er parate. Vi er parate til at fortsætte og øge presset, hvad enten det er gennem at fortsætte presset på kommuner, stat og regioner ved forhandlingsbordene i Forligsinstitutionen eller gennem konflikt på arbejdspladserne.

Vi ved godt, at nu hvor det sidste slag skal slås, så skal vi tage skridt ind mod midten, men der skal ikke være nogen tvivl om, hvilket signal vi sender her fra tillidsrepræsentant-mødet i Odense: Vi er parate. Vi vil have en løsning for alle. Og vi går hele vejen."

Kontakt

Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98

Hent billede i høj opløsning