• Læs op
• Udskriv

De gør det med pivåbne øjne, de kommunale politikere. De sætter for få midler af til at stille med den rette hjælp til nogle af de allermest sårbare børn og voksne, vi har. Også selv om de godt ved, at pengene nok ikke vil række.

Det er, hvad man må slutte, når ni ud af ti økonomiansvarlige i kommunerne peger på det specialiserede socialområde som det, de bliver allermest udfordrede på at overholde budgetterne for til næste år ifølge en rundspørge fra Altinget.

De økonomiansvarlige kan simpelthen pege på problemet på forhånd. Tilbage sidder man som læser med åben mund og polypper. For lige præcis en sådan apatisk tilgang vil formentlig få de stigende udgifter på området til at stige endnu mere. Sætter vi af økonomiske hensyn ikke ind med den rette hjælp fra starten, risikerer borgerens problem nemlig at vokse. Borgeren bliver dårligere. Kompleksiteten af borgerens udfordringer stiger. Hjælpen bliver dyrere, så vi taler om et økonomisk selvmål her.

Når den enkelte borger ikke visiteres til det rette tilbud – eksempelvis et bosted, som er specialiseret i at pleje og støtte borgere med specifikt de udfordringer, borgeren har – er det ikke kun et svigt af det enkelte menneske, som har brug for hjælp til sin lidelse, sygdom eller handicap. Det risikerer også at gå direkte ud over andre sårbare mennesker.

Hvis en udadreagerende borger eksempelvis er anbragt i et døgntilbud, hvor de ansatte egentlig ikke har kompetencerne til at håndtere borgerens udfordringer, kan det skabe stor utryghed for de andre beboere og også de ansatte, fordi der pludselig kan opstå voldsepisoder. Scener, hvor fællesområder bliver splittet ad. Der bliver kastet med stole. Nogle bliver ligefrem udsat for vold. Og desværre er der også eksempler på drab.

Eller et bosted, hvor der ellers er en fredelig hverdag, kan pludselig få en ny beboer med dobbeltdiagnose, som altså udover en psykisk lidelse også har et rusmiddelmisbrug. Med misbruget følger ofte en del tyveri og risikoen for, at andre borgere bliver trukket med ud i misbrug.

Det er ikke bare tænkte eksempler. Det er de erfaringer, som FOAs medlemmer, der arbejder inden for det specialiserede socialområde, hver dag gør sig, og det er desværre situationer, som de stadig oftere oplever. I en undersøgelse fra sidste år pegede 84 procent af medlemmerne på, at de tager imod borgere, som deres arbejdsplads ikke er rustet til at håndtere. Et flertal af medlemmerne fortæller også, at borgerne visiteres til mindre hjælp end for fem år siden, selv om deres behov for støtte er steget.

At der er massive problemer på området er sådan set bredt anerkendt fra politisk hold. Ikke kun i kommunerne, men også på Christiansborg. Blandt andet har regeringen nedsat et ekspertudvalg, som skal komme med anbefalinger til en bæredygtig økonomi på socialområdet. Her må man så håbe, der bliver inddraget faglig viden, så det bliver tænkt med ind, at når man sparer på den korte bane, bliver det dyrere på den lange.

For manglen på den rette hjælp fører til større omkostninger til den udsatte borger. Men den kan også føre til afledte omkostninger. Det gælder for eksempel, hvis ansatte har været udsat for vold og efterfølgende skal have sygedagpenge eller førtidspension. Det gælder, hvis der sker en kriminalisering af de syge – og mange andre dårligdomme.

I maj kom regeringen med sit udspil til forbedringer af det specialiserede socialområde. For eksempel lød et punkt, at der skal udarbejdes en specialeplan. Et andet lød, at medarbejderne skal gives et kompetenceløft. Men der fulgte ikke penge med udspillet, som i øvrigt har ligget stille siden offentliggørelsen.

Smugkigger man i Folketingets lovkatalog er specialeplanen dog på programmet i februar. Der er længe til. Men forhåbentlig bliver det stående uanset, hvilken regering vi har efter folketingsvalget. I mellemtiden kan man finde inspiration til forbedringer i FOAs seks bud på, hvad der skal til for at løfte området:

Tilstrækkelig finansiering. 
At borgerne visiteres til de rette tilbud i tilstrækkeligt omfang. 
At afspecialisering udskiftes med specialisering. 
At der er nok ansatte og at deres uddannelsesniveau løftes. 
At sikre helhedsorienteret indsats gennem flerfaglighed. 
Et sikkert arbejdsmiljø. 

Alle forslag er til fri afbenyttelse.