• Læs op
• Udskriv

Opråbet fra de velfærdsansattes stemmer lyder, at de er udsat for et alt for stort pres og et alt for højt arbejdstempo. Samtidig får de en løn, der ikke modsvarer de opgaver og det ansvar, de hver dag står med.

I FOA hører vi deres opråb. Vi har konstant et øre på jorden og hører deres frustration, vrede og afmagt. Men jeg er bekymret for, om lyden når helt derind, hvor beslutningstagerne – de politisk ansvarlige – sidder.

Mærker I, hvor dybt frustrationerne stikker i den enkelte velfærdsmedarbejder? Jeg er bange for, at man skal have stået i det selv, for til fulde at begribe det.

Lad mig give jer et eksempel et af de hverdagsdilemmaer, der river folk itu. Her fra hjemmeplejen, hvor en social- og sundhedshjælper er hjemme hos en ældre kvinde. Hun har netop fået besked om, at hun har fået plads på et plejecenter. Det gør hende ked af det, for selv om hun har behov for pleje døgnet rundt, betyder det også, at hun skal flytte fra sit hjem igennem fem årtier. Social- og sundhedshjælperen ser, at borgeren er ulykkelig. Men der er ingen tid til trøst. For så går tiden til det bare fra den næste borger på kørelisten.

Scenariet her er – hvor hjerteknugende det end er - desværre ikke usædvanligt. Det er blot et af mange eksempler på den ekstremt pressede virkelighed, som en stor del af FOAs medlemmer hver dag træder ind i, når de går på arbejde. En hverdag, hvor tiden er så knap, at det fremkalder en dyb følelse af utilstrækkelighed.
Vi hører det fra social- og sundhedsansatte, pædagogisk personale, ambulancereddere, portører og rengøringsassistenter. Stemmer på tværs af rigtig mange faggrupper, som er samlet i vores forbund, fortæller, hvordan de går hjem fra arbejde med en knude i maven, fordi arbejdspresset på dem har vokset sig urimeligt stort.

De møder tidligere ind for at nå opgaverne. Dropper pauserne. Og toiletbesøg. Alligevel oplever de ansatte rigtig mange steder, at de ikke har tid nok til at udføre deres arbejde. Og når de går hjem, er det med en følelse af, at de ikke har kunnet yde ældre, børn og borgere den nødvendige trøst, omsorg og service. For de er helt enkelt ikke nok om at løse opgaverne.

Det er et svigt af den enkelte ansatte, som ofte står alene med konsekvenserne af de manglende ressourcer, når de lukker døren til den ældre borger, som ellers havde brug for trøst. Når de ikke når at følge op på et barns konflikter med forældrene. Når de bliver ramt af mørke tanker, der tynger dem efter en dramatisk redningsaktion eller voldsom brandulykke. Eller efter trusler, som en psykisk syg beboer har rettet mod dem. Men det er også et svigt af hele fællesskabet.

Situationen kalder på politisk handling. Lige nu slås der alvorlige revner i velfærdssamfundets kit. Vi værner ikke tilstrækkeligt om dem, der skal drage omsorg for og yde pleje til vores børn, ældre og hver og en af os, hvis vi bliver syge eller sårbare. Samtidig skræmmer vi andre væk fra mange af de jobs, som ellers skulle være nogle af de mest skønne og givende, fordi de burde handle om omsorg og pleje baseret på relationer til andre mennesker.

For de kandidater, der stiller op til det kommende kommunal- og regionsvalg må det være en mærkesag at kunne forsikre vælgerne om, at de vil passe bedre på dem, der passer på os alle. At de som ny- eller genvalgte med fornyet og forstærket indsats vil arbejde for at lette presset på dem, der i forvejen arbejder til gavn for fællesskabet. Og at de vil arbejde for at få flere ind i velfærdsfagene. Faktisk må det være at betragte som en bunden opgave for de folkevalgte i både kommuner, regioner og på Christiansborg.

Bragt i Avisen Danmark, den 20. oktober 2021