Kandidat til forbundssekretær: Bodil Marker

Kongres 2016

Jeg har valgt at stille op til en af posterne som forbundssekretær i FOA på den ordinære kongres d. 16. – 18. november 2016.

Efter mange overvejelser om for og imod er jeg nået frem til, at det er en mulighed, jeg ikke kan lade gå fra mig. Jeg er nødt til at stille op. Jeg vil altid have medlemmerne i centrum og arbejde for at forbedre deres vilkår.

Jeg vil arbejde for at forbedre arbejdsmiljøet for vores medlemmer. Jeg synes, det er uanstændigt, at så mange medlemmer bliver syge og invalideret af at gå på arbejde i et miljø, hvor presset konstant bliver hårdere og hårdere. Når der ikke er kræfter til mere, bliver vores medlemmer overladt til sig selv, ofte uden forsørgelse. Det kan vi ikke være bekendt i et såkaldt velfærdssamfund.
   
Hvis jeg bliver valgt som forbundssekretær, vil jeg arbejde med de arbejdsopgaver, der er til gavn for vores medlemmer. Der er mange opgaver, der skal løses, vores medlemmer er presset på stort set alle områder. Rigtig mange områder vil være nye og fremmede for mig, men jeg vil gå positivt ind i enhver opgave. Jeg ved, at jeg er god til at omstille mig og er klar til at udvikle mig. Jeg er god til at samarbejde og vil lægge alle mine kræfter og energi i arbejdet.

Jeg er valgt som afdelingsformand i FOA Guldborgsund og trives rigtig godt med de blandede opgaver, som jeg møder i min hverdag. FOA Guldborgsund er en lille afdeling. Det betyder, at formanden både fungerer som politiker og sagsbehandler. Jeg trives godt med den direkte kontakt med medlemmerne og de problemstillinger, de møder i hverdagen. Det har lært mig meget om, hvor forskellige vilkår vores medlemmer oplever både arbejdsmæssigt, privat og personligt. Jeg prøver altid at møde det enkelte medlem der, hvor han/hun er, for at finde den bedste vej fremad, så de kan komme godt videre. Jeg brænder for at skabe de bedst opnåelige resultater, uanset om der skal forhandles store brede aftaler, eller om det handler om et enkelt medlems tilbagevenden til arbejdet efter en sygeperiode.

Jeg er helt bevidst om, at der er en verden til forskel på at være afdelingsformand og forbundssekretær. Jeg har i en periode på 10 år været valgt i byrådet for Socialdemokratiet. Jeg mener, at jeg gennem min periode inden for kommunalpolitik har lært meget om det politiske spil, som jeg vil kunne drage fordel af som forbundssekretær, hvis jeg skulle være så heldig at blive valgt til posten.

Lidt om mig:

  • Privat er jeg 55 år, har en voksen søn og snart 3 børnebørn   
  • Jeg er sygehjælper og har været ansat i ældreområdet fra 1981 - 2009
  • Jeg har været valgt som TR i en lang årrække og har arbejdet i diverse MEDudvalg og deltaget i udviklingen   
  • Jeg har været valgt til byrådet for Socialdemokraterne fra 2001 - 2011
  • Afdelingsnæstformand fra 2009 - 2011
  • Afdelingsformand for FOA Guldborgsund fra 2011 -

Hvorfor lige vælge mig:

  • Fordi jeg er et engageret menneske. som brænder for at skabe værdi for vores medlemmer   
  • Fordi jeg er et positivt menneske med et lyst sind og god til at finde løsninger. Til gengæld kan jeg ikke fordrage uretfærdighed, uærlighed og ulighed.
  • Fordi jeg gerne deltager der, hvor udviklingen sker.

Jeg stiller mig naturligvis gerne til rådighed for spørgsmål eller yderligere uddybning.