2018: Dennis Kristensen går på pension

Den 25. april 2018 var FOAs delegerede samlet til ekstraordinær kongres i Odense for at vælge ny formand, idet daværende formand Dennis Kristensen falder for forbundets aldersgrænse på 65 år.

Dennis Kristensen kunne ikke selv være tilstede på kongressen, da han på grund af de igangværende overenskomstforhandlinger, var nødt til at være i Forligsinstitutionen, hvorfra han talte til de kongresdelegerede på en direkte forbindelse. 

Klapsalverne var lange, da Dennis Kristensen tonede frem på storskærmen i Odense Congress Center på en direkte linje fra tagterrassen i Forligsinstitutionen.

“Jeg er rigtig ked af, at jeg står her. Der er af den indlysende årsag, at vi er midt i historiske forhandlinger,” sagde Dennis Kristensen og brugte det meste af sin 18 minutters tale på at beskrive nattens forhandlingsforløb og resultat med et forlig på det regionale område.

To kandidater havde meldt sig som kandidater til formandsposten: Forbundssekretær i LO Nanna Højlund og næstformand i FOA Mona Striib, der blev valgt som ny forbundsformand.