FOAs historie: 1910'erne

Københavns Kommunale Arbejderforbund forsøgte flere gange at få gennemført længere ferie. De forskellige grupper havde forskellige antal feriedage. Det normale var omkring 5 dage om året. I 1912 fik man gennemført en generel ordning med 14 dages ferie for de faste funktionærer og 7 dage for lønarbejdere og tyende.

I 1915 ændrede De Samvirkende danske Tjenestepigeforeninger navn til Husassistenternes Fagforbund, der var forløberen for Husligt Arbejderforbund.
Marie Christensen gik af som formand i 1915. 

Indtil sin død (1945) arbejdede Marie Christensen på Husassistenternes fagskole og alderdomshjem. 

I 1918 blev foreningen optaget i De Samvirkende Fagforbund (i dag FH).

A-kassen blev oprettet 1. januar 1916, og selv om en del medlemmer mente, at det var unødvendigt, da husassistenter ikke blev arbejdsløse, så har det dog vist sig gennem årene, at kassen var til stor hjælp for mange.

Kassens medlemmer var inddelt i to kategorier: Delvisbetalende og heltbetalende, hver af disse var igen inddelt i forsørgere og ikke-forsørgere.

Medlemsbidraget var for delvisbetalende 14,40 kr. pr. år og for heltbetalende 58,20 kr. pr. år. For dette beløb var man sikret dagpenge fra kassen i 100 dage, af fortsættelseskassen 100 dage samt yderligere 70 dage ekstra.

Københavns Kommunale Arbejderforbund fik gennemført den længe krævede lønreform, der gav klækkelige lønforhøjelser, især til de lavestlønnede, bedre pension, ret til fuld løn under sygdom og nok så vigtigt lå der en accept af lige løn for lige arbejde i reformen.

Den 1. april 1919 opnår KKAs medlemmer 8-timers arbejdsdag.

I 1854 vedtog Rigsdagen Tyendeloven, med den begrundelse, at tyendet skulle have en vis beskyttelse. Men Tyendeloven fastholder i stedet tyendet i en rolle, der gav bønder, herremænd og herskab i byerne fuld råderet over deres arbejdskraft.

Tyendeloven giver arbejdsgiveren ret til at fyre tyendet for selv den mindste forseelse og ret til at prygle pigerne til de er 16 år og giftemodne og drengene til de er 18 år og parate til at gå ind i militæret. Loven slår fast, at husbond, hvis bare han har mistanke om, at tyendet har ytret sig mod ham, er syg eller gravid, kan nægte at tage tyendet i tjeneste og forlange den løn, der er blevet udbetalt, igen.

Hvis tyendet vil klage over husbonds mishandling og dårlige forhold, er det tyendets opgave at komme med beviser, her er rygter og formodninger ikke nok. Tyendet skal stå til rådighed for husbond 24 timer i døgnet. Nægter tyendet, kan det blive idømt bøde på mellem 1-10 rigsdaler eller fængsel.

Tyendeloven forpligter arbejdsgiveren til at give den ansatte en udtalelse i den såkaldte skudsmålsbog, hvis han eller hun skifter plads og tyendet har pligt til at melde sig hos myndighederne, når de får ny plads. Løber tyendet fra pladsen i utide, giver det problemer senere, da bogen er ikke udfyldt af bonden, og hvem vil ansætte ustabil arbejdskraft?

Skudsmålsbogen bliver af de fleste betragtet som et brændemærke, og står der noget ufordelagtigt, er det svært at finde en ordentlig plads senere.
Hvis skudsmålsbogen bliver væk, kan det medføre straf. Tyendet har ingen politiske rettigheder som f.eks. stemmeret. Det får de først i 1908 til sognerådene og i 1915 til Folketinget.