FOAs historie: 1900'erne

 

Den 15.-16. juni skulle der afholdes stiftende kongres for det ny forbund som fandt sted i forsamlingsbygningen i Rømersgade. Kongressen havde Dansk Arbejdsmandsforbund som gæst, hvilket ikke var uden betydning.

De delegerede fra Københavns kommunale Arbejderforbund fik straks problemer. Det nye forbund kunne nemlig kun optage medlemmer, der udelukkende var ansat på vedtægtsmæssige lønninger under Københavns kommune. Afdelingerne kunne ikke optage medlemmer ved egentlig arbejdsmandsgerning.

KKA ønskede derimod at det ny forbund skulle være for alle kommunens beskæftigede arbejdere, men DAF protesterede og meddelte klart, at det ny forbund i så fald ikke kunne optages i De samvirkende Fagforbund (det nuværende LO), og dermed blive en del af arbejderbevægelsen.
KKAs delegerede måtte bøje sig og det ny Københavns Kommunale Arbejderforbund blev dannet.

Ny formand

Alfred Jensen stillede op til formandsvalget: Han fik kun 12 stemmer mod sprøjtefører Carl Pedersen, der opnåede 17 stemmer og blev formand.
Alfred Jensen fik plads i hovedbestyrelsen.

 

I 1901 opretter Københavns Tjenestepigeforening et arbejdsanvisningskontor, hvor tjenestepigerne ved ansættelse får kontrakt på deres rettigheder.

Tyende har elendige forhold, og de har ikke stemmeret. Det er kampen for stemmeretten og ophævelse af Tyendeloven, der bliver vigtig de kommende år.

I 1854 vedtog Rigsdagen Tyendeloven, med den begrundelse, at tyendet skulle have en vis beskyttelse. Men Tyendeloven fastholder i stedet tyendet i en rolle, der gav bønder, herremænd og herskab i byerne fuld råderet over deres arbejdskraft.

Tyendeloven giver arbejdsgiveren ret til at fyre tyendet for selv den mindste forseelse og ret til at prygle pigerne til de er 16 år og giftemodne og drengene til de er 18 år og parate til at gå ind i militæret. Loven slår fast, at husbond, hvis bare han har mistanke om, at tyendet har ytret sig mod ham, er syg eller gravid, kan nægte at tage tyendet i tjeneste og forlange den løn, der er blevet udbetalt, igen.

Hvis tyendet vil klage over husbonds mishandling og dårlige forhold, er det tyendets opgave at komme med beviser, her er rygter og formodninger ikke nok. Tyendet skal stå til rådighed for husbond 24 timer i døgnet. Nægter tyendet, kan det blive idømt bøde på mellem 1-10 rigsdaler eller fængsel.

Tyendeloven forpligter arbejdsgiveren til at give den ansatte en udtalelse i den såkaldte skudsmålsbog, hvis han eller hun skifter plads og tyendet har pligt til at melde sig hos myndighederne, når de får ny plads. Løber tyendet fra pladsen i utide, giver det problemer senere, da bogen er ikke udfyldt af bonden, og hvem vil ansætte ustabil arbejdskraft?

Skudsmålsbogen bliver af de fleste betragtet som et brændemærke, og står der noget ufordelagtigt, er det svært at finde en ordentlig plads senere.
Hvis skudsmålsbogen bliver væk, kan det medføre straf. Tyendet har ingen politiske rettigheder som f.eks. stemmeret. Det får de først i 1908 til sognerådene og i 1915 til Folketinget.

  

Den 20. juli 1904 var repræsentanter for Københavns Tjenestepigeforening, Århus og Omegns Tjenestepigeforening, Odense og Omegns Tjenestepigeforening og Ålborg og Omegns Tjenestepigeforening samlet til møde i Studentersamfundets sal i København. Mødet var indkaldt af Marie Christensen, formand for Københavns Tjenestepigeforening.

På dette møde blev foreningerne knyttet sammen til et forbund med navn: "De samvirkende danske Tjenestepigeforeninger med fælles love og fælles hovedbestyrelse.
Da forbundet blev stiftet var der 369 medlemmer. De krav,  som de enkelte foreninger skulle arbejde for, var følgende:

• Alt natarbejde afskaffes
• Arbejdsdagen regnes fra kl. 6 a 7 morgen til 6 a 7 aften
• Tjenestepigen skal have sund og tilstrækkelig kost
• Tjenestepigen skal have et ordentligt værelse
• Frihed hver anden søndag senest kl. 15.00
• Tjenestepiger skal have 1 a 1½ time til fri rådighed hver dag inden kl. 7 aften
• Frihed en bestemt søgnedag om ugen fra kl. 19

Billedet viser bestyrelsen for De samvirkende danske Tjenestepigeforening.

 

I 1906 oprettede Marie Christensen Københavns Tjenestepigeskole, som havde til huse i Rosengården 14 i København. Skolen begyndte under meget beskedne forhold sin undervisning i husligt arbejde, men tilstrømningen til skolen voksede, og flere og flere blev klar over den store betydning, det havde at have sin uddannelse i orden.

I 1926 overgik skolen til at blive en selvejende institution med egen bygning i Fensmarksgade 65-67 i København. Skolen skiftede navn til Husassistenternes Fagskole. Der undervistes i alt husligt arbejde, teoretisk såvel som praktisk, med kurser for begyndere, viderekomne, vordende husmødre, barnepleje m.m. Skolen underviste årligt ca. 400 elever, som kom fra vidt forskellige egne af landet. Der kom tilmed elever fra Færøerne, Island og Norge, hvilket var et tegn på skolens gode renommé.

Alle disse kurser skabte respekt om skolen, som dermed på en værdig måde opfyldte sit formål: At uddanne unge kvinder til husligt arbejde.

 

En af mærkesagerne for Københavns kommunale Arbejderforbund i forhold til Københavns kommune var pensionen.

Københavns kommunale Arbejderforbund satte ind to steder:

Fuld pensionsret efter 15 år mod de eksisterende 25 år og enkepensionen skulle forbedres samt suppleres med et tillæg for hvert barn.

Begge krav blev opfyldt i 1908.