FOAs historie: 1890'erne

Den 19. februar 1899 indbød kabellodder A. Jensen til møde på værtshuset Kalkebaljen i Lille Kannikestræde 5A. Omkring 40 funktionærer efterkom indbydelsen.

Efter nogen diskussion foreslog A. Jensen følgende resolution, der enstemmigt blev vedtaget:

 "Samtlige tilstedeværende kommunale arbejdere udtaler ønsket om at danne en organisation under navnet "Københavns Kommunale Arbejderforbund".

Arbejderne skulle organiseres branchevis således, at hver afdeling blev repræsenteret i bestyrelsen. Den følgende måned, 19. marts 1899 blev lovene vedtaget. Københavns Kommunale Arbejderforbund var stiftet.

A. Jensen blev formand for forbundet , der i begyndelsen havde 47 medlemmer. Snart kom der medlemstilvækst der samledes i 5 afdelinger:

• Vandpåfyldere
• Vandværkets personale
• Arbejdere ved elektricitetsværker
• Arbejdsmænd ved slagtehuse
• Arrestfunktionærer

Ved udgangen af 1899 havde forbundet 218 medlemmer.

A. Jensen anses som hovedmanden bag de første samlingsbestræbelser blandt Københavns kommunes ansatte håndværkere og arbejdsmænd. I forbindelse med kommunes lønreform 1898, der kun gav små lønforbedringer til menige funktionærer og arbejdere forsøgte A. Jensen at få dannet et forbund for kommunens arbejdere. Det første forsøg på et møde  i december 1898 mislykkedes, idet det lykkedes repræsentanter for Dansk Arbejdsmandsforbund (DAF) at overtale de tilstedeværende om at DAF ville varetage deres faglige interesser.

Det lykkedes alligevel for A. Jensen at stifte Københavns Kommunale Arbejderforbund (KKA) i 1899, hvor han blev formand. Sammenholdet i forbundet var stærkt. Man afholdt fester og allerede i 1900 bidrog afdelingerne med penge til et smukt rødt banner.

Men forbundets vækst skabte bitterhed internt i arbejderbevægelsen. Københavns Kommunale Arbejdsforbund organiserede såvel funktionærer (håndværkere) som arbejdsmænd og sidstnævnte vakte irritation i Dansk Arbejdsmandsforbund. Dette forbund anklagede KKA for fribytteri blandt arbejderne og krævede, at man holdt fingrene væk fra de ufaglærte arbejdsmænd, som hørte til i DAF.
Sagen var uholdbar, da det svækkede funktionærernes og arbejdernes forhandlingsmulighed med arbejdsgiverne.

I december 1900 enedes Belysningsvæsenets Bestillingsmænds Fællesorganisation, (der skarpt havde bekæmpet KKA) og KKA om at nedsætte et fællesudvalg, der skulle komme med forslag til en sammenslutning i et nyt forbund. Der nedsattes et udvalg med fire repræsentanter fra hver organisation. Dertil valgtes en opmand, nemlig formanden for kommunens kedelpasserorganisation J. Benzen. Kabellodder A. Jensen fik ingen plads i udvalget.
Udvalget udarbejdede i løbet af foråret 1901 en overenskomst bestående at 8 punkter, og frem til sommeren blev den vedtaget i de respektive afdelinger.

I 1904 lykkedes det det ny forbund via forhandling med LO og DAF at optage faste arbejdsmænd ved hospitaler, arresthuse, torve- og slagtehaller. Hermed kunne en del medlemmer af det gamle forbund optages i det ny.

Det gamle forbund var imidlertid ikke knækket endnu. Det lykkedes forbundet at hverve kvindelige lønarbejdere ved hospitaler og stiftelser. Således fortsatte stridighederne helt frem til 1917.

Kabellodder A. Jensen arbejdede loyalt i det nye forbund, men han blev gentagne gange beskyldt for svigt fra medlemmer og kolleger i det gamle forbund. Han lod sig også flere gange overtale til at holde møder med afdelinger af det gamle forbund. Han gav hver gang meddelelse herom i hovedbestyrelsen og fik den besked, at han ikke måtte gå på kompromis.

A. Jensen fik også problemer i sin egen organisation. A. Jensen var formand i Belysningsfunktionærernes Organisation indtil han i juli 1905 blev ekskluderet på en generalforsamling. Organisationen krævede samtidig, at A. Jensen nedlagde sin post i hovedbestyrelsen, men forbundet bakkede nu op om A. Jensen og misbilligede offentligt eksklusionen og bad A. Jensen beholde sin plads i hovedbestyrelsen. Resultatet blev, at belysningsfunktionærerne ekskluderede A. Jensen endnu en gang og striden eskalerede. Såvel forbundet og LO blev nu indblandet i sagen, der sluttede med eksklusion af Belysningsfunktionærernes organisation pga. restance i kontingent til forbundet.
Eksklusionen af A. Jensen skyldtes formentlig ikke stridigheder mellem det gamle og det ny forbund. Belysningsarbejderne beskyldte derimod formanden for ikke at have fremført organisationens krav til arbejdsgiverne håndfast nok. Eksklusionen virkede derfor noget tynd, hvorfor det ny forbunds hovedbestyrelse udtalte sin klare opbakning til A. Jensen.

Forinden havde A. Jensen sat sig i spidsen for en ny organisation den 5. august 1905 kaldet "Belysningsvæsenets Håndværker-Organisation". A. Jensen var formand indtil 14. februar 1908, hvor han meddelte forbundet, at der var valgt en ny formand, hvorfor han nedlagde sit mandat i hovedbestyrelsen, og sit mandat som medlem af LOs repræsentantskab.

A. Jensen forsvandt herefter som aktiv i forbundets organisationsarbejde.

Den 15. november 1899 indbød Marie Christensen til møde i Gothersgade. Selvom hun havde delt 200 invitationer ud, mødte kun 30 kvinder op. Hun holdt en flammende tale, hvor hun gjorde rede for tjenestepigernes forhold,  og kom med bud på, hvad der skulle gøres for at forbedre forholdene.

Der blev på mødet vedtaget et arbejdsprogram om:

• Fast arbejdsdag fra 7-19
• Betalt overarbejde
• Frihed hver anden søndag eftermiddag
• Eget værelse og ordentlig kost
• Ret til uddannelse og højere løn

Foreningen ville også arbejde for oprettelsen af en tjenestepigeskole, og sikre ældre tjenestepigers alderdom. Den 15. november 1899 blev Københavns Tjenestepigeforening stiftet og Marie Christensen blev formand.

Marie Christensen er født 3. februar 1871 i Lille Kregme nær Frederiksværk. Familien bor hos mormoren i et lille hus. Da hun er 5 år dør mormoren og året efter en søster af hjernebetændelse.
Familien flytter til et hus hos en gårdmand, hvor faren er ansat for en lille løn og kost til sig selv og familien. Senere bliver han ansat på et krudtværk.
Marie kommer i skole i Frederiksværk, og da hun er færdig bliver hun spurgt, om hun vil læse videre til lærerinde, men afslår tilbuddet, selvom der er mulighed for at få offentlig støtte.

Marie kommer ud at tjene

Marie bliver konfirmeret den 2. april 1885 og få dage efter får hun sin første plads, men bliver boende hjemme.

Fra hun er 16 år får hun plads som enepige hos en lægefamilie i Frederiksværk. Hun har store forventninger, især fordi hun nu for første gang får sit eget værelse. Værelset viser sig at være et loftskammer lige ved siden af tørreloftet, hvor vandet i servanten er bundfrossent om vinteren. Hun står op kl. 6 hver morgen for at tænde op, og kl. 10 om aftenen slutter hun dagen med at pudse otte par sko. Marie får frost i fingrene af at skulle gøre rent i koldt vand, og hun får dårlig mad.

Efter denne plads beslutter Marie at søge arbejde i København. Det første sted må hun knokle, og hun har ikke engang sit eget kammer, men må sove på en sofa. Hun finder endelig en ordentlig plads hos en rigtig husmoder, og finder her ud af, hvilke forhold hun før har været budt. Nu får hun overskud til at tænke over sin egen og andre tjenestepigers situation. Det, der får dråben til at flyde over for Marie Christensen er, at hun i en avisartikel læser, at langt de fleste prostituerede i København er tidligere tjenestepiger.

Hun beslutter sig for at gøre noget ved tjenestepigernes forhold.

I 1854 vedtog Rigsdagen Tyendeloven, med den begrundelse, at tyendet skulle have en vis beskyttelse. Men Tyendeloven fastholder i stedet tyendet i en rolle, der gav bønder, herremænd og herskab i byerne fuld råderet over deres arbejdskraft.

Tyendeloven giver arbejdsgiveren ret til at fyre tyendet for selv den mindste forseelse og ret til at prygle pigerne til de er 16 år og giftemodne og drengene til de er 18 år og parate til at gå ind i militæret. Loven slår fast, at husbond, hvis bare han har mistanke om, at tyendet har ytret sig mod ham, er syg eller gravid, kan nægte at tage tyendet i tjeneste og forlange den løn, der er blevet udbetalt, igen.

Hvis tyendet vil klage over husbonds mishandling og dårlige forhold, er det tyendets opgave at komme med beviser, her er rygter og formodninger ikke nok. Tyendet skal stå til rådighed for husbond 24 timer i døgnet. Nægter tyendet, kan det blive idømt bøde på mellem 1-10 rigsdaler eller fængsel.

Tyendeloven forpligter arbejdsgiveren til at give den ansatte en udtalelse i den såkaldte skudsmålsbog, hvis han eller hun skifter plads og tyendet har pligt til at melde sig hos myndighederne, når de får ny plads. Løber tyendet fra pladsen i utide, giver det problemer senere, da bogen er ikke udfyldt af bonden, og hvem vil ansætte ustabil arbejdskraft?

Skudsmålsbogen bliver af de fleste betragtet som et brændemærke, og står der noget ufordelagtigt, er det svært at finde en ordentlig plads senere.
Hvis skudsmålsbogen bliver væk, kan det medføre straf. Tyendet har ingen politiske rettigheder som f.eks. stemmeret. Det får de først i 1908 til sognerådene og i 1915 til Folketinget.