I november 2024 blev der i Folketinget indgået Aftale om Sundhedsreform 2024. Her på siden kan du læse mere om indholdet i sundhedsreformen samt finde materiale, som på forskellig vis behandler aspekter ved sundhedsreformen.
Sundhedsreformen er kulminationen på en lang proces i retning af at løse en række strukturelle udfordringer i det danske sundhedsvæsen. Udfordringerne er mangfoldige og omfattende og rummer bl.a.:
Status: Sundhedsvæsenet anno i dag er ”ikke gearet til at tackle de udfordringer.”
Derfor blev der nedsat en robusthedskommission (2023) og derefter en sundhedsstrukturkommission (juni 2024), som kulminerede med Regeringens udspil (august 2024) og senest Aftale om sundhedsreform (november 2024).
Sundhedsreformen er en omfattende forandring af det danske sundhedsvæsen. Aftalen består af mange elementer som på forskellig vis får både direkte og indirekte betydning for medarbejderne i sundhedsvæsenet og en række kommunale medarbejdere. Nedenfor følger en række af de ændringer sundhedsreformen indeholder.
Der er dags dato for store forskelle i sundhedstilbuddene i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Derfor fusioner de to regioner pr. 1. januar 2027 og region Østdanmark er fra da af en af Danmarks 4 regioner.
Argumenterne for dannelsen af Region Østdanmark er, at det vil give et samlet arbejdsgiver- og ledelsesansvar og dermed bedre ressourcefordeling i Østdanmark.
Samarbejdet mellem kommuner og regioner skal også styrkes. Det sker bl.a. ved at regionerne fremadrettet får ansvar for en række nuværende kommunale opgaver.
Dermed får regionerne et større og mere samlet ansvar for at sikre behandling helt ud i borgerens eget hjem, ligesom det kan være med til at forebygge unødige sygehusindlæggelser fx ved i højere grad at sammentænke den præhospitale indsats og akutsygeplejen.
Der er tale om opgaver, som kræver en vis specialisering og volumen, som derfor kan være vanskelig for nogle kommuner at løfte med tilstrækkelig faglig og økonomisk bæredygtighed, som omvendt findes i en større organisation.
De 4 opgaver der overdrages til regionerne:
Den akutte, specialiserede sygepleje, der i dag er en del af den kommunale sygepleje. Det skal give bedre mulighed for at prioritere og styrke indsatser i borgerens eget hjem, som kan forebygge sygehusindlæggelser.
Læs evt. mere i Sundhedsstyrelsesn faglige oplæg "Ændret ansvar for akutsygeplejen (se under Download)
Regionerne overtager ansvaret for at tilbyde midlertidige ophold til en større gruppe borgere med behov for en sundhedsfaglig indsats, som i dag varetages på kommunale midlertidige pladser.
Læs evt. mere i Sundhedsstyrelsens faglige oplæg "Målgruppe for sundheds og omsorgspladser" (se under Download).
Det kan fx være borgere med hjerneskade efter blodprop, trafikuheld, tumorer, iltmangel m.fl.
Derudover kan der være særlige genoptræningsbehov hos borgere med sjældne kræftdiagnoser og kroniske sygdomme i centralnervesystemet og hos børn og unge.
Læs evt. mere i Sundhedsstyrelsens faglige oplæg "Ændret ansvar for rehabilitering på specialiseret niveau.." (se under Download).
Borgere med kroniske sygdomme, der skal have hjælp til at leve med deres sygdomme i hverdagen for så vidt muligt at være selvhjulpne og reducere behovet for varig hjælp og fx mere specialiseret behandling på sygehuset.
Det kan være i form af træningsindsatser, kostvejledning, kurser i sygdomsmestring og andre typer af tiltag, der skal forebygge forværring af sygdom og udvikling af følgesygdomme mv.
Læs evt. mere i Sundhedsstyrelsens faglige oplæg "Ændret ansvar for den patientrettede forebyggelse" (se under Download).
Sundhedsreformen er en omfattende organisatorisk og opgavemæssig forandring af sundhedsvæsenet.
Af den grund får det også betydning for alle medarbejdere i sundhedsvæsenet.
Der vil dog være store forskelle i hvor berørt du bliver som medarbejder. Det afhænger naturligvis af, hvor du er ansat og hvad dine opgaver er, samt om du er tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant, MED repræsentant eller almindelig medarbejder.
Dannelsen af Region Østdanmark betyder, at du som medarbejder fremadrettet (fra 1. januar 2027) er ansat i Region Østdanmark. I lovgivningen knyttet til sundhedsreformen, fremgår, at det vil ske vha. virksomhedsoverdragelsesloven.
Det betyder, at du som medarbejder overdrages fra Region Hovedstaden til Region Østdanmark og det som udgangspunkt ikke vil betyde ændringer.
Den nye region vil dog som nogle af de første opgaver skulle aftale en ny MED og arbejdsmiljøaftale, ny personalepolitik, nye personalepolitiske principper og meget mere ift. ansættelse, personaleforhold.
Det vil naturligvis få betydning for alle ansatte ligesom MED, AMR og TR får en rolle i at forhandle og formidle dele heraf.
Et vigtigt element er derfor MED samarbejdet før, under og efter implementeringen af sundhedsreformen. Det gælder både de nuværende MED-udvalg på alle niveauer og de kommende fusions MED.
Opgaver der rykkes fra en sektor til en anden, opgaver der skifter fra hospital til det nære sundhedsvæsen, får af indlysende årsager også betydning for en lang række ansatte. Ikke kun dem som direkte bliver berørt fordi de fremadrettet ansættes af regionen fremfor kommunen, men også dem der siger farvel til kolleger og dem der får nye kolleger.
Dertil kommer nye samarbejdsformer, tværsektorielle, -gående og -faglige samarbejder vil også stille nye og store krav til alle ansatte i sundhedsvæsenet. Første prøve på det er når psykiatri og somatik sidestilles.
Sundhedsreformen i sig selv, regionens tilgang til reformarbejdet levner ikke meget plads til medarbejderne selvom de af indlysende årsager er helt afgørende for reformens succes. Netop af den grund har reformen enorm betydning for FOAs faggrupper, fordi medarbejderne skal drive reformen, være udøvere af de nye tiltag og dermed gøre den forskel politikerne og ledelsen ønsker.
Ved at involvere jer, påpege det gode og det knap så gode får reformen mest mulig betydning for jer.
Sundhedsreformen vil få stor betydning for kommunerne. Af mange grunde. Dels mulig opgaveflytning til regionen (se mere nedenfor), oprettelsen af sundhedsråd, hvor alle kommuner også indgår samt en styrkelse af det nære sundhedsvæsen = flere opgaver løses tættere på borgeren eller hos borgeren.
Det er alt for tidligt at sige konkret, hvor meget du som ansat bliver påvirket af sundhedsreformen.
Sundhedsreformen beskriver en række opgaver som skal fra kommunerne til regionerne herunder den specialiserede rehabilitering og dele af genoptræning.
Kommunerne vil dog fortsat kunne varetage hele eller dele af driften på vegne af regionen for de opgaver, som flyttes, men med fortsat regionalt myndigheds- og finansieringsansvar.
Det er de kommende (forberedende) sundhedsråd, som i løbet af 2026 skal afklare, hvorvidt kommune eller region skal løse opgaven fremadrettet.
Hvis opgaven overdrages fra en givet kommune til Region Østdanmark, træder virksomhedsoverdragelsesloven i kraft. Den sikrer at alt foregår efter reglerne herunder ift. overenskomster, rettigheder mm.
Hvad angår overenskomst kommer der en ny (formentlig 3 årig) i 2026. Dvs. før reformen træder i kraft pr. 1.1.27. Når OK26 udløber (31.3.29) er der en ny situation, som (ganske givet) betyder, at du som ansat i rehabiliteringen følger den overenskomst alt efter om du 2029 er kommunal eller regional medarbejder.
Det er formuleret således af Center for HR og Uddannelse i Region Hovedstaden i en status til regionsrådet:
”Med sundhedsreformen er det fastlagt, at en række kommunale opgaver og medarbejdere overgår til regionerne 1. januar 2027. Den enkelte kommunale ansatte har ret til at bevare sine hidtidige vilkår som en personlig ordning frem til det tidspunkt, hvor den kommunale overenskomst udløber. Det indebærer, at den enkelte overførte medarbejder i en periode kan have en række særvilkår, som ikke gælder for de øvrige regionale medarbejdere. Når den kommunale overenskomstperiode er udløbet, overgår alle tidligere kommunale medarbejdere, der overdrages til regionerne, til at være omfattet af de regionale overenskomster.”
Vi ved, at organisations- og opgaveændringer påvirker medarbejderne på mange forskellige måder. Nogle omfavner det nye, og andre kan slet ikke se sig selv i de nye strukturer, samarbejder og opgaver. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er en rigtig og forkert måde at reagere på, når det kommer til organisationsændringer.
Derfor er der behov for, at alle er opmærksomme på hinanden og taler sammen om forandringerne. Det er også vigtigt at tale sammen om alt det, vi ikke ved, og give alle mulighed for at udtrykke sin forståelse af forandringer, mulige bekymringer og reaktioner.
Derudover er der god grund til at snakke med (F)TR og AMR og de lokale MED-repræsentanter. Snak også med kollegerne fra de andre faggrupper om, hvordan de ser på reformen og forandringerne.
FOA i Region Hovedstaden er i gang med at arrangere et kursus målrettet de tillidsvalgte for at klæde dem bedst muligt på til at møde både de begejstrede og de bekymrede kolleger.
I forlængelse heraf er det tanken at arrangere en række møder ude på arbejdspladserne i løbet af 2026 om reformens betydning for medarbejderne.
Du er også velkommen til at skrive til regionskonsulent Per Olaf Stralendorff Petersen med netop dit spørgsmål til sundhedsreformen: pepe@foa.dk
I Østdanmark bliver der 6 sundhedsråd med i alt 110 medlemmer, heraf 58 fra regionsrådet i Region Østdanmark.
På nedenstående oversigt kan du se de kommende 6 østdanske sundhedsråd, hvilke kommuner der indgår samt fordelingen mellem regionale og kommunale medlemmer. Hvem der får plads i henholdsvis regionsråd og de 6 sundhedsråd, afgøres efter regions- og kommunalvalget den 18. november 2025.
I Aftale om Sundhedsreformen fremgår det, at kommuner med < 80.000 indbyggere får 1 medlem. Kommuner med 80.000 - 300.000 indbyggere får 2 medlemmer og kommuner med > 300.000 indbyggere får 3 medlemmer.
I Hovedstaden betyder det, at der vil være 7 medlemmer fra regionen, 3 medlemmer fra Københavns Kommune, 2 medlemmer fra Frederiksberg Kommune og 1 medlem fra Bornholms Regionskommune.
I forbindelse med indgåelse af den årlige aftale om regionernes økonomi er der i aftalen for 2026 målrettet 325 mio. kr. til ”understøttelse af et solidt grundlag for implementering af sundhedsreformen i 2026”. Ved forhandlingerne for regionernes økonomi i 2027 skal ses nærmere på, hvordan det reelt er gået.
Økonomien i sundhedsreformen er primært tænkt som en øget investering i sundhedsvæsenet i størrelsesordenen 6.4 mia. kr. i 2030. Heraf skal de 4.4 mia. kr. gå til nære sundhedsindsatser via de nye sundhedsråd og de resterende 2 mia. kr. til konkrete indsatsområder fx forløb for borgere med kronisk sygdom, frit valg og styrkede patientrettigheder, forebyggelse mhp. lige muligheder for et sundere liv, flere læger og bedre fordeling m.m.
Dertil kommer investeringer på 27.5 mia. kr. de kommende 10 år i bedre fysiske og teknologiske rammer.
En lille del af investeringen hentes ved at spare på administration, når nu to regioner bliver til en i Østdanmark.
Aftale om Sundhedsreform indeholder ikke noget om de formentlig medfølgende uforudsete udgifter.
Har du lyst og mod på at læse mere om økonomien i sundhedsreformen så kan du finde meget mere i Aftale om Sundhedsreform side 74-80 og i Forårsaftale om implementering af sundhedsreformen side 12-19 og 50-57.
2026 bliver et meget travlt år.
En af de vigtigste ting er at få sidestillingen af psykiatri og somatik på plads og få skabt det bedst mulige samarbejde til gavn for patienter, pårørende og medarbejdere.
Derudover skal de gamle regionsråd drive henholdsvis Region Hovedstaden og Region Sjælland videre, samtidig med at det nye regionsråd for Region Østdanmark forbereder alt det nye, som formelt skal være på plads pr. 1.1.27. Sideløbende hermed skal de kommende sundhedsråd også forberede omstillingen hen mod et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen.
Der skal også forhandles og aftales en lang række ting, som får betydning for medarbejderne. Det drejer sig om ny MED-aftale for Region Østdanmark, ny personalepolitik og nye personalepolitiske principper i den nye og meget store østdanske region.
Der fremgår intet i Aftale om Sundhedsreform om at udfase faggrupper herunder social- og sundhedsassistenter.
Sundhedsreformen er bl.a. vedtaget med afsæt i manglen på faglært sundhedspersonale ligesom reformen pointerer behovet for øget faglighed, øget tværfaglighed samt nærhed og sammenhæng. Opgaver og kompetencer som social- og sundhedsassistenter både uddannes til og dagligt varetager rundt om på de regionale arbejdspladser.
I sundhedsreformen fremgår det, at man som medarbejder følger opgaven.
Langt de fleste opgaver forbliver der, hvor de er i dag, fordi der ikke som udgangspunkt sker nogen forandringer ift. hospitalsstrukturen.
Dermed ikke sagt, at der ikke kan forekomme organisationsændringer og/eller flytning af opgaver i kølvandet på reformen - organisationsændringer som kan betyde, at opgaver flyttes, og der dermed kan forekomme et skifte til en anden FOA-afdeling.
Det er meget svært at svare på. I Aftale om Sundhedsreform er den nye struktur på plads pr. 1. januar 2027, men der går nok længere tid, før de politiske og administrative rammer reelt er på plads.
Noget ganske andet er samarbejdet mellem kommuner og regioner, og hvornår de overordnede intentioner med reformen om et mere nært, lige og sammenhængende sundhedsvæsen kan mærkes og måles.
Det afhænger af mange faktorer fx ledelse, lokale kapaciteter og langsigtet (sam)arbejde, og derfor er der næppe de store effekter lige på den anden side af 1. januar 2027.
Det korte svar er ingenting. Økonomien i sundhedsreformen er en investering i mere sundhedsvæsen og ikke en spareøvelse.
I dag er regionerne finansieret af penge fra staten, som fordeles efter behov til regionerne og dermed afspejler forskelle i opgaver i de respektive regioner. I og med at sundhedsreformen inkluderer en sammenlægning af Region Hovedstaden og Region Sjælland ændres der også på behov og opgaver.
Ifølge Aftale som Sundhedsreform skal der ikke ændres nævneværdigt på modellen til finansiering, men ses nærmere på kriterier for fordeling mhp. mulig revision og tilvejebringelse af nye kriterier.
Oversat betyder det, at når de to østdanske regioner slås sammen til én for at fordele ressourcerne bedre og dermed skabe et mere lige sundhedsvæsen, uafhængigt af adresse, så skal der være penge nok til alle de nye tiltag i sundhedsreformen, og de skal fordeles, så de gør mest mulig gavn.
Se i øvrigt svaret på spørgsmålet Hvad kommer denne reform til at koste?
I Aftale om Sundhedsreform er der angivet en række opgaver, som kan overgå til regionerne fra kommunerne. Hvorvidt opgaverne skal overgå, afklares endeligt i løbet af 2026.
Hvis en eller flere af de nævnte opgaver overgår fra kommune til region, vil den enkelte kommunalt ansatte have ret til at bevare sine hidtidige vilkår som en personlig ordning frem til det tidspunkt, hvor den kommunale overenskomst udløber.
Det indebærer, at den enkelte overførte medarbejder i en periode kan have en række særvilkår, som ikke gælder for de øvrige regionale medarbejdere. Når den kommunale overenskomstperiode er udløbet, overgår alle tidligere kommunale medarbejdere, der overdrages til regionerne, til at være omfattet af de regionale overenskomster.
Det betyder, at de medarbejdere der er flyttet fra kommune til region, vil overgå til regional overenskomst, når OK26 udløber (formentlig 31.3.2029).
I det lidt større perspektiv sker der det, at alle medarbejdere i de to regioner virksomhedsoverdrages til Region Østdanmark pr. 1. januar 2027. Det betyder, at Region Østdanmark skal sikre, at medarbejderne fra de to regioner overgår til ansættelse i Region Østdanmark, og at medarbejderne som udgangspunkt bevarer samme løn- og ansættelsesvilkår (jf. virksomhedsoverdragelsesloven §2 – se nedenfor).
Hvis der bliver behov for at foretage ændringer, kan det blive nødvendigt at varsle dette, hvilket afhænger af, hvor indgribende og væsentlig en ændring, der er tale om.
Virksomhedsoverdragelsesloven §2: Overdrages en virksomhed eller en del heraf, indtræder erhververen umiddelbart i de rettigheder og forpligtelser, der bestod på overtagelsestidspunktet i henhold til 1) kollektiv overenskomst og aftale, 2) bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed og 3) individuel aftale om løn- og arbejdsforhold.
Kontakt regionskonsulent Per Olaf Stralendorff Petersen
Senest redigeret den 05.11.2025 af Per Stralendorff Petersen