Illustrationen er skabt ved hjælp af kunstig intelligens
Tirsdag den 01.09.2026
Travlhed, afbrydelser og møder betyder, at spisepausen langt fra altid bliver den pause fra arbejdet, den er tænkt som. Det viser en undersøgelse blandt medlemmer af FOA SOSU. Travlhed og bemanding fylder meget – men svarene peger også på noget andet: Kulturen på arbejdspladsen kan være afgørende for, om pausen faktisk bliver holdt.
Af: Anne Guldager
"Jeg vil ikke belaste kollegerne."
"Ingen af de andre holder frokostpause."
"Jeg bliver alligevel afbrudt."
Kommentarerne stammer fra FOA SOSUs spørgeskemaundersøgelse om spisepauser, som 643 medlemmer har svaret på.
Resultaterne viser, at spisepausen ikke kun handler om, hvor travlt der er.
Den handler også om de vaner og forventninger, der opstår mellem kolleger: Er det i orden at trække sig fra arbejdet? Respekterer man, at en kollega holder pause? Eller bliver madpakken spist, mens snakken om borgere og dagens opgaver fortsætter?
Kun omkring hver fjerde svarer i undersøgelsen, at de altid holder deres spisepause. Mere end hver tredje svarer derimod, at de sjældent eller aldrig gør det.
Og selv når pausen bliver holdt, er der ikke nødvendigvis ro.
Mere end syv ud af ti svarer, at de ofte eller nogle gange bliver afbrudt.
Travlhed, for få kolleger og manglende planlægning er blandt de gennemgående forklaringer. Særligt aftenvagterne er pressede. Her svarer knap hver fjerde, at de aldrig holder spisepause.
Men medlemmernes kommentarer peger også på, at det ikke altid er nok, at pausen findes på papiret.
Nogle springer den over, fordi kollegerne gør det samme. Andre vil ikke gå fra, fordi det betyder, at kollegerne skal løbe hurtigere imens.
Og nogle oplever, at kolleger kommer med spørgsmål, selvom de er gået til pause.
På den måde kan der opstå en kultur, hvor det bliver normalt at arbejde videre – og måske ligefrem svært at være den, der insisterer på at sætte sig
ned.
Derfor kræver en god pausekultur også, at kollegerne bakker hinanden op, siger Eva D’Artibale, som er medlem af politisk ledelse i FOA
SOSU.
”Den gode kollega skal sige ”Gå du bare til pause. Jeg tager den. Vi taler om borgeren bagefter”.
Grænsen mellem arbejde og pause bliver også uklar, når frokosten bruges til møder.
Det gælder især på plejecentrene. Her svarer omkring hver tredje, at der bliver holdt møde i en del af spisepausen, mens hver femte svarer, at der bliver holdt møde i hele pausen.
Andre spiser sammen med borgere og beboere.
"Pædagogiske måltider ER vores pauser," som det lyder i en kommentar til undersøgelsen.
”Et pædagogisk måltid er ikke en pause. Det er heller ikke en pause, hvis man spiser sin madpakke, mens man triagerer borgere i hjemmeplejen. En pause skal give mulighed for at koble af og lade op”, understreger Eva D’Artibale.
Undersøgelsen peger altså i flere retninger.
Ledelsen har betydning. Der skal være tid til pausen, og arbejdet skal planlægges, så den rent faktisk kan holdes. Bemandingen skal også gøre det muligt.
Men pausekultur bliver også skabt mellem kolleger.
"Ingen af de andre holder frokostpause," lyder en af kommentarerne i undersøgelsen.
Det viser et dilemma: Man kan have ret til en pause og måske endda have tid til den på papiret. Men hvis kulturen på arbejdspladsen er, at man arbejder videre, svarer på spørgsmål eller taler om borgere over madpakken, kan det stadig være svært at holde en reel pause.
Derfor handler pausekultur også om at give hinanden plads til at holde fri fra arbejdet – midt i arbejdsdagen.
”En god pausekultur ligger også i de små ting i hverdagen: At man ikke kommer med et spørgsmål, der kan vente. At man adskiller pausen fra mødet. At man hjælper med at dække hinanden. Og ikke mindst, at man er bevidst om, at ens egen adfærd er med til at skabe kulturen”, siger Eva D’Artibale.
”Hvis man altid springer pausen over, går det ikke kun ud over en selv. Det kan også få kollegerne til at føle, at de heller ikke rigtig kan tillade sig at holde pause”, tilføjer hun.
Eva D’Artibale håber, at undersøgelsen kan få både ledere og medarbejdere til at se på deres egen arbejdsplads: Er der reelt mulighed for at holde pause – og hjælper man hinanden med at gøre det?
”Vi skal selvfølgelig ikke gøre den enkelte medarbejder ansvarlig for problemer med travlhed og bemanding. Det er ledelsens ansvar at skabe rammerne for, at pausen kan holdes. Men vi har også et ansvar over for hinanden. Når din kollega går til pause, så hjælp med at passe på den. Og husk også at holde din egen.”
Man kan ikke blot aftale sig til en kulturændring, den kræver tid og vedholdenhed, tilføjer Eva D’Artibale.
”Nye vaner er noget, man skal øve sig på, indtil de sidder på rygmarven. Men selv dér er man nødt til at beholde fokus på dem, ellers ryger man alt for hurtigt tilbage i de gamle”.