"Det at have en hånd i ryggen og et menneske, der tror på, hvad man siger, er lige så meget værd som selve aftalen”, siger Birgitte.
Onsdag den 16.09.2026
Efter mere end 20 år på samme arbejdsplads blev Birgitte anklaget for tyveri og stod til øjeblikkelig bortvisning. ”Uden FOAs hjælp ved jeg slet ikke, hvor jeg havde været i dag,” siger hun.
Af: Anne Guldager
I juli måned – en uge inde i sin ferie – blev Birgitte pludselig ringet op af sin leder.
Hun fik at vide, at hun skulle holde øje med sin e-Boks, da der ville komme en indkaldelse til en tjenstlig samtale. Samtidig fik hun at vide, at hun var anklaget for tyveri af kolonialvarer, og at arbejdsgiveren lagde op til at bortvise hende.
Præcis hvem der er kommet med anklagerne om tyveri, ved Birgitte ikke.
Hun fortæller, at hun igennem flere år har taget madrester med hjem fra arbejdet til sine høns – mad, som ellers skulle smides ud.
”Det har jeg aldrig lagt skjul på – heller ikke over for ledelsen. Jeg er ofte gået hjem med en tung taske, fordi der har været meget madaffald, men det er ikke noget, jeg har forsøgt at skjule. Min taske har stået åben, hvor alle kunne se den”, fortæller hun.
Arbejdsgiveren lagde i første omgang op til, at Birgitte skulle bortvises og dermed miste sit job med det samme.
FOA SOSU gik ind i sagen og argumenterede for, at der ikke var grundlag for en bortvisning. Efter flere forhandlinger ændrede arbejdsgiveren beslutningen.
I stedet fik Birgitte en almindelig opsigelse med seks måneders varsel og løn. Hun er fritstillet i hele perioden og får desuden tre måneders fratrædelsesgodtgørelse, hvis hun ikke har fået et nyt job, inden opsigelsesperioden udløber.
Birgitte lægger ikke skjul på, at det har været nogle hårde uger.
”Det betyder alt, at jeg har haft sagsbehandleren fra FOA SOSU. Jeg har ikke noget arbejdsliv, ikke nogen kolleger”.
”Jeg skal nok klare den og skal i gang med at skrive ansøgninger, men uden FOA ved jeg ikke, hvor jeg var havnet. Det at have en hånd i ryggen og et menneske, der tror på, hvad man siger, er lige så meget værd som selve aftalen”.
”Birgitte” er anonym af hensyn til sit fremtidige arbejdsliv. Navnet er derfor ændret af redaktionen.