Centerchef Christel Damgaard (t.h.) beskriver samarbejdet med Birgit Brylov som tættere end noget, hun tidligere har haft med en fællestillidsrepræsentant, selvom de ikke altid er enige.

Birgit har chefens øre

Kan man repræsentere medarbejderne og samtidig have et tæt og tillidsfuldt samarbejde med chefen? Ja, mener fællestillidsrepræsentant Birgit Brylov. Faktisk er den gode relation til ledelsen en forudsætning for, at hun kan skabe resultater for medlemmerne.

Af: Anne Guldager

Birgit Brylov blev rørt, da hun læste, hvad centerchef for Sundhed og Ældre i Hvidovre Kommune, Christel Damgaard, havde skrevet om hende.

Faktisk begyndte hun at græde.

Christel Damgaard havde indstillet hende til prisen som Årets TR 2026 og beskrev blandt andet Birgit Brylov som en utrættelig fortaler for medlemmerne, en værdifuld sparringspartner for ledelsen og en fællestillidsrepræsentant, der tør udfordre, men gør det på en måde, der skaber dialog frem for afstand.

”Når jeg har vist indstillingen til andre, har de sagt, at de sagtens kan kende mig i den. Men selv har jeg jo ikke tænkt over, at min måde at gøre tingene på var noget særligt”, siger Birgit Brylov.

For hende er et godt forhold til ledelsen ikke en modsætning til rollen som medarbejdernes repræsentant. Tværtimod.

”Jeg synes, det er min fornemmeste opgave at sørge for en god dialog og en god relation. Ellers kan jeg ikke få noget igennem. Det betyder ikke, at man ikke kan være uenig, men man skal være det på en konstruktiv måde,” siger hun.

Medarbejdernes stemme helt ind til chefen

Centerchef Christel Damgaard beskriver samarbejdet med Birgit Brylov som tættere end noget, hun tidligere har haft med en fællestillidsrepræsentant, selvom de ikke altid er enige.

"Vi har haft mange drøftelser, hvor vi har set forskelligt på en sag. Men Birgit tør udfordre ledelsen og sige sin mening, selvom den ikke er populær”.

”Også de øvrige ledere oplever Birgit som en konstruktiv samarbejdspartner og en vigtig brobygger i organisationen. Det har stor værdi, fordi dialogen altid tager afsæt i et fælles ønske om at skabe de bedst mulige rammer for medarbejderne og de bedste tilbud til borgerne”, siger hun.

Forskellige roller

Det gode samarbejde skyldes ikke, at fællestillidsrepræsentanten og centerchefen har glemt, hvem de hver især repræsenterer. Tværtimod.

”Birgit bærer sin TR-rolle med ind i vores samarbejde, og jeg har min chefrolle med ind i det”, siger Christel Damgaard.

Men netop fordi Birgit Brylov er tæt på medarbejderne, får centerchefen adgang til viden, hun ellers ville have svært ved at få.

”Hvis ikke jeg som chef havde et godt samarbejde med fællestillidsrepræsentanten, ville jeg mangle medarbejdernes stemme. Der arbejder ca. 900 mennesker under Center for Sundhed og Ældre, så jeg ville umuligt kunne have fingeren på pulsen, hvis ikke jeg blev klædt på”.

Tænker begge ud af boksen

Birgit Brylov er ikke i tvivl om, at de tætte relationer til ledelsen først og fremmest er en styrke for de medarbejdere, hun repræsenterer.

Og hendes gennemslagskraft er ikke nogen hemmelighed.

”Lederne ved, at jeg har Christels øre. Det betyder, at de ved, at jeg kan bringe ting videre, og at det nytter at tage dialogen med mig,” siger hun.

For Christel Damgaard er det ikke et problem, at en stærk fællestillidsrepræsentant har indflydelse. Tværtimod ser hun Birgit Brylovs blik for medarbejdernes hverdag som noget, der kan gøre både ledelsen og organisationen bedre.

”Vi har fundet hinanden i, at vi begge er gode til at tænke ud af boksen, og vi har begge en begejstring for området. Når medarbejderne trives, gavner det også borgerne”.

Prisen blev det ikke til

Birgit Brylov kom ikke blandt de endeligt nominerede til Årets TR 2026.

Men det fylder ikke meget hos hende. For hende var centerchefens indstilling i sig selv en stor anerkendelse.

De to har billetter til prisuddelingen den 17. november og skal opleve den sammen.

”Jeg kommer til at sidde hele aftenen og sige: Dér skulle du have stået,” siger Christel Damgaard.


Årets TR 2026

  • Årets TR er A4 Mediers årlige prisfest, der hylder tillidsvalgte og andre, som gør en særlig forskel på danske arbejdspladser.
  • I 2026 afholdes arrangementet for sjette gang.
  • Der uddeles otte priser, blandt andet Årets tillidsrepræsentant, Årets arbejdsmiljørepræsentant, Årets organiser og Årets kollega.
  • Der er i år kommet mere end 500 indstillinger til priserne.
  • Vinderne kåres 17. november 2026 i K.B. Hallen.