OK26 skydes i gang ved KL

Så går det løs

Fagforeningernes opbakning til forhandlerne blev markeret tydeligt, da overenskomstforhandlingerne på det offentlige område gik i gang.

Af: Anne Guldager

Tirsdag den 6. januar duftede der af kaffe og pølser i Weidekampsgade. Lyden af musik, fløjter og klapsalver brød den stilhed, der normalt udfolder sig i det lidt kedelige hjørne af Islands Brygge på Amager, hvor Kommunernes Landsorganisation holder til.

Anledningen til den usædvanligt festlige stemning var, at forhandlingerne om en ny overenskomst mellem arbejdsgivere og lønmodtagere på det kommunale område gik i gang.  

Traditionen tro havde de faglige organisationer opstillet en ”Kravenes Port” og en allé af faner, som forhandlerne – med FOAs formand Mona Striib i front - gik igennem på vej til forhandlingsbordet.

Fanen bliver luftet

FOA SOSUs fane var naturligvis med, og det samme var flere af fagforeningens tillidsrepræsentanter, fællestillidsrepræsentanter og medlemmer af politisk ledelse.

Torsdag den 8. januar vil fanen være på plads foran Danske Regioner, når forhandlingerne om overenskomsterne på det regionale område går i gang.

Kun medlemmer får understøttelse

Hvis det ikke lykkes arbejdsgivere og lønmodtagere at blive enige om et forlig, der kan sendes til afstemning blandt medlemmerne, kan det ende i konflikt – dvs. strejke eller lockout.

I givet fald er det kun medlemmer af FOA, der er berettiget til konfliktunderstøttelse.

Sidste frist for indmeldelse for at få ret til understøttelse er den 1. februar 2026.