Dennis Blom Hansen er kandidat til FOA SOSUs bestyrelse.Her præsenterer han sig selv.
Gennem hele mit arbejdsliv har fagforeningsarbejdet været en vigtig del af mit liv – både professionelt og privat.
Jeg har været både arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant og har været fagligt aktiv, siden jeg var 15 år. Først i Dansk Metal og senere i 3F.
I dag er jeg tillidsrepræsentant for Albertslund Hjemmepleje, Distrikt Syd, og fællestillidsrepræsentant for FOA SOSU i Albertslund Kommune.
Samtidig arbejder jeg fortsat ude i marken som en del af Albertslund Kommunes socialteam i hjemmeplejen.
Det betyder meget for mig at bevare kontakten til praksis og have fingeren på pulsen i forhold til de udfordringer, mine kolleger møder i hverdagen.
Gennem mit arbejdsliv har jeg oplevet, hvor stor en forskel det gør, når kolleger bliver lyttet til, taget alvorligt og oplever, at nogen står op for dem.
Jeg tror på, at vi står stærkere, når vi står sammen, og at vi som faglig organisation har et ansvar for at give vores medlemmer en tydelig stemme.
Jeg søger ind i bestyrelsen, fordi jeg gerne vil være med til at bygge videre på den gode retning, den nuværende bestyrelse har sat.
Efter så mange år i fagforeningsarbejdet har jeg stadig lysten og engagementet til at gøre en forskel.
Jeg ønsker at bruge mine erfaringer i FOA SOSUs fortsatte udvikling og medvirke til, at medlemmernes hverdag og virkelighed bliver en naturlig del af de beslutninger, vi træffer.
Vi skal ikke kun repræsentere jer – vi skal også lytte til jer, inddrage jer og give jer reel mulighed for at præge den organisation, I er en del af.
Jeg ønsker at være med til at skabe en organisation, hvor vi bygger videre på det, der fungerer, samtidig med at vi tør stille spørgsmål, tænke nyt og tage de diskussioner, der er nødvendige for at komme videre.
Jeg stiller ikke op, fordi jeg mener, at alt skal laves om.
Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil bidrage til det arbejde, der allerede er i gang, og være med til at udvikle det yderligere.
Mit mål er at tage medansvar for FOA SOSU’s fremtid og være med til at sikre, at vi fortsat er en stærk faglig organisation, hvor medlemmerne bliver hørt, taget alvorligt og kan mærke værdien af bestyrelsens arbejde, helt ude på arbejdspladsen.