Efter mere end 15 års kamp var der endelig grund til at fejre. Gitte markerede afslutningen med jordbærkage til fagforeningen.
Onsdag den 03.06.2026
Da Gitte fik en arbejdsskade, begyndte et årelangt forløb med operationer, omskoling, fleksjob og ikke mindst kamp med forsikringsselskabet. Nu er der sat punktum i sagen – med hjælp fra FOA SOSU.
Af: Anne Guldager
Da Gitte kom til skade i forbindelse med sit arbejde, troede hun, at det vigtigste ville blive at komme sig over skaden. I stedet blev hun fanget i en arbejdsskadesag, der først blev afsluttet mere end 15 år senere.
Under hele forløbet er Gitte blevet holdt i hånden af FOA SOSU. Men hverken hun eller fagforeningen har indflydelse på de regler, der gør det muligt for forsikringsselskaberne at trække en sag i langdrag.
Efter flere operationer stod det hurtigt klar, at Gitte ikke ville komme tilbage til sit hidtidige job som social- og sundhedsassistent efter skaden.
Herefter fulgte jobafklaring, omskoling og fleksjob.
Hver gang Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) traf afgørelse om méngrad og dermed erstatningens størrelse, klagede forsikringsselskabet til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen sendte hver gang - efter lang tids sagsbehandling – afgørelsen retur til AES, hvorefter det hele kunne starte forfra.
Først nu er det endelige punktum sat. Med den lille krølle, at forsikringsselskabet havde tastet forkert i beregningen af renter og måtte gange en del af beløbet med 10, da FOA SOSU opdagede fejlen.
”Den fejl ville jeg aldrig have opdaget selv”, siger Gitte.
”I det hele taget ville jeg aldrig have klaret det her uden fagforeningen. Fra starten af har der været en helt uoverskuelig bunke af dokumenter, der skulle udfyldes, ting der skulle dokumenteres, og svar der skulle skrives. Alt det har jeg haft brug for hjælp til”.
”Og så har det betydet rigtig meget, at fagforeningen gennem hele forløbet har forsikret mig om, at jeg havde ret til de her penge, når jeg selv kom i tvivl”.
*På grund af et ønske om anonymitet er Gitte et opdigtet navn.