Masoomehs liv er sat på pause

Af: Anne Guldager

I tre år har Masoomeh Nezhadi og hendes familie levet et helt almindeligt liv i Danmark. De har lært sproget, børnene går i skole, og Masoomeh har været i arbejde og passet sit job som social- og sundhedshjælper.

Men nu står familien i en situation, hvor de ikke ved, om de får lov at blive, og Masoomeh må ikke arbejde.

Vil gerne arbejde – men må ikke

Masoomeh kom til Danmark, fordi her var mangel på sygeplejersker.

Hun er uddannet sygeplejerske i Iran og har stor erhvervserfaring og derfor præcis målgruppen i Danmarks jagt på udenlandsk faglært arbejdskraft.

Men at få vekslet en iransk autorisation til en dansk kræver ansættelse i en evalueringsstilling, og den slags er der forsvindende få af.

For at kunne blive i landet fulgte Masoomeh i stedet for en ny politisk opfordring: at tage job som social- og sundhedshjælper for at få en ny opholdstilladelse.

Alligevel fik familien den 1. december besked om, at de formelle krav fra arbejdsgiverens side ikke var opfyldt, og at de skulle rejse ud af Danmark.

Mange dræbte

På grund af den politiske uro i Iran, hvor mange tusinde mennesker har mistet livet i protester mod præstestyret, har Masoomeh nu søgt asyl i Danmark.

Men mens en asylansøgning bliver behandlet, har man ikke arbejds- og opholdstilladelse.

Det betyder, at Masoomeh ikke kan tage et job, selvom hendes gamle arbejdsplads hellere end gerne vil have hende tilbage.

FOA SOSU presser på

FOA SOSU arbejder i øjeblikket for, at Masoomeh kan få lov at arbejde, mens hendes asylsag behandles.

Desuden kæmper fagforeningen politisk - ikke bare for Masoomeh, men for de ca.1.700 andre i samme situation.

Blandt andet har FOA SOSU holdt møder med politikere på Christiansborg, som har resulteret i, at den ansvarlige minister er blevet kaldt i samråd, og i Politiken har næstformand Camilla Pedersen kaldt situationen et politisk paradoks.

Paradokset består i, at Danmark på den ene side indgår aftaler med lande som Indien og Filippinerne om at rekruttere arbejdskraft – og på den anden side sender mennesker hjem, der allerede er her og er klar til at arbejde.

”Hvorfor uddanne og rekruttere arbejdskraft på den anden side af kloden, mens kvalificerede og motiverede mennesker, der allerede er her, ikke får mulighed for at blive?”, spørger hun.

Et liv i venteposition

For Masoomeh er Danmark blevet hjem. Hun ønsker ikke et nyt liv – hun ønsker bare at beholde det, hun allerede har bygget op.

”At leve i en situation med uvished er virkelig smertefuldt og forbundet med et meget stort psykisk pres, som er ekstremt svært at bære”, siger hun.

Hun fortæller, at hun forsøger at holde sig oppe – især for børnenes skyld.

”Hvis jeg ikke var sygeplejerske og ikke havde stor erfaring, ville jeg uden tvivl være blevet alvorligt syg. Heldigvis formår jeg i nogen grad at kontrollere mig selv, så mine børn ikke bliver skadet af situationen”.

Masoomehs to sønner på 20 og 13 år har fået lov at blive i deres skoler, og det har trods alt lettet presset lidt, fortæller Masoomeh.

”Mine sønner har gået i skole i Danmark i tre år, hvor de har klaret sig godt og er blevet integreret i det danske samfund. De har mange danske venner, og deres lærere holder meget af dem og har skrevet støttebreve”, siger hun.

Støtte fra kolleger og beboere

På Lions Neurocenter, hvor Masoomeh var ansat, indtil hun mistede sin opholdstilladelse, har kollegerne vist stor opbakning, fortæller hun.

Udover en støttedemonstration har de alle skrevet under på en henvendelse til myndighederne om, at hun bør få lov at blive i Danmark.

”Beboerne giver udtryk for et stort savn af Masoomeh Nezhadi og spørger jævnligt efter hende. Det samme er gældende for vores pårørende, der kommer i huset. De efterspørger ofte vores meget savnede kollega”, lyder det blandt andet i erklæringen, der beskriver Masoomeh som en medarbejder med høj arbejdsmoral, stor ansvarlighed og stærk faglighed.

Frygten for at blive sendt tilbage

Masoomeh frygter, hvad der vil ske, hvis hun og hendes børn bliver sendt tilbage til Iran.

”Vi har bidraget positivt til Danmark og være gode samfundsborgere. Vi har altid haft den opfattelse, at Danmark er et demokratisk og humanistisk land, men det her opleves ikke som en menneskelig behandling”, siger hun.

”At vende tilbage til Iran på nuværende tidspunkt vil være et meget alvorligt slag mod mine børns liv.”

Udlændingestyrelsen har sat behandlingen af asylsager fra Iran på pause på grund af den usikre situation i landet.

Og mens sagen står stille, står Masoomeh også stille. Hun kan ikke arbejde, hun kan ikke planlægge fremtiden – hun kan kun vente.