Politisk paradoks

Af: Næstformand Camilla Pedersen

Ældreministeren underskrev i begyndelsen af januar en aftale med den indiske delstat Kerala, der skal sikre en tilstrømning af indiske sosu-medarbejdere til Danmark.

I december blev der indgået en lignende aftale med Filippinerne om social- og sundhedshjælpere.

En del af uddannelsen skal foregå i hjemlandet, før de pågældende kommer til Danmark i praktik og oplæring.

Det sker, samtidig med at medarbejderne i ældreplejen i forvejen er hårdt presset og nu skal oplære kolleger uden kendskab til dansk kultur, sprog og arbejdsmarked.

Samtidig foregår et modsætningsfyldt forløb herhjemme: Iranske sygeplejersker, som Danmark selv har inviteret, må rejse hjem igen, fordi de ikke kan få de evalueringsstillinger, der er nødvendige for at opnå dansk autorisation.

I FOA SOSU, som er fagforening for social- og sundhedsmedarbejdere i hovedstadsområdet, er vi jævnligt i kontakt med iranske sygeplejersker, der har takket ja til invitationen fra Danmark i forventning om en dansk autorisation.

De kontakter os, dybt ulykkelige, med historier om, hvordan de har taget deres familier med, er integrerede og er klar til at tage en social- og sundhedsuddannelse her i landet, men skal nu rejse ud.

Også filippinske au pairer, der allerede bor i Danmark, som taler dansk, og som ønsker at blive og tage en sosu-uddannelse, bliver afvist. De skal rejse hjem, tage uddannelsen dér og først derefter søge om at komme tilbage.

Hvorfor uddanne og rekruttere arbejdskraft på den anden side af kloden, mens kvalificerede og motiverede mennesker, der allerede er her, ikke får mulighed for at blive?

Det er en fuldstændig vanvittig omgang med menneskeskæbner og ressourcer.