Camilla ønsker at være anonym, og billedet er derfor fremstillet ved brug af kunstig intelligens. Redaktionen kender Camillas fulde navn og sagens forløb.
Onsdag den 21.01.2026
Efter en arbejdsskade blev Camilla kronisk syg og måtte sammen med FOA SOSU kæmpe sig gennem 11 år med klager, ventetid og uvished, før der kom ro på økonomien.
Af: Anne Guldager
Camilla kom til skade under en guidet forflytning, da en borger mistede balancen og greb fat i hendes skulder.
Hun gik fra at være social- og sundhedsassistent til at være kronisk smertepatient på et splitsekund, men forløbet i arbejdsskadesystemet skulle vise sig at blive en hel del længere.
Mere end 11 år tog det, før den endelige afgørelse faldt, og Camilla med FOA SOSUs hjælp fik erstatning for tab af erhvervsevne.
Sagen røg frem og tilbage
Undervejs er sagen røget frem og tilbage mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen et utal af gange.
Så mange gange, at Camilla - da hun fik besked fra FOA SOSUs sagsbehandler om, at sagen var slut – spurgte, ”hvad er slut?”.
”Det hele”, lød svaret.
Ville have givet op
”Jeg ville have givet op for længst, hvis jeg skulle have stået med det her alene”, siger Camilla.
”Hver gang, sagen røg tilbage til Ankestyrelsen, fik jeg et brev om, at de havde et år til at behandle sagen. Og det brugte de. Alle de kringlede mails og deadlines ville jeg ikke selv have kunnet holde styr på. Jeg har kæmpet en kamp for bare at holde mig oprejst”.
Trods smerter, migræne og en depression oveni håbede Camilla længe, at det ville lykkes hende at komme tilbage til arbejdsmarkedet, men i 2023 kom hun på førtidspension efter en lang række arbejdsprøvninger.
”Vi har måttet vende hver en femøre og været bange for, at vi var nødt til at flytte, så børnene skulle skifte skole. Men nu kommer der ro på. Nu kan vi blive boende”, siger Camilla.
Indtil folkepensionen får Camilla, der er 44 år, nu en indtægt, som svarer til den, hun ville have fået, hvis hun havde kunnet arbejde.
”Det tog et par dage, før jeg helt forstod det”, fortæller hun.
Har fulgt med fra sidelinjen
Uden støtten fra sin mand var Camilla aldrig kommet igennem det lange forløb, mener hun.
Han havde det overblik, hun selv manglede, og han tog ekstraarbejde for, at økonomien kunne hænge sammen.
Da Camilla kom til skade, var hendes to piger 3 og 6 år, og den yngste kan ikke huske, at hendes mor nogensinde har været rask.
Den ældste har fra sidelinjen kunnet følge den langstrakte sag, og måske har det været med til at præge datterens syn på fagforeninger, gætter Camilla.
”Hun fik sit første job som 14-årig, og mit eneste krav var, at hun skulle melde sig ind i en fagforening. Nu er hun næstformand i 3F’s ungdoms faggruppe for privat service, hotel og restauration. Jeg er ret sikker på, at mit forløb har vist hende, hvor vigtigt det er at være medlem af en rigtig fagforening, der er der for en, når man har brug for hjælp”.