De berørte medarbejdere ønsker af gode grunde ikke at stå frem. Derfor er det tillidsrepræsentant Irene Mohr, der udtaler sig til artiklen.
Usikkerhed om, hvordan personoplysninger kan blive brugt, skaber utryghed og presser arbejdsmiljøet.
Af: Anne Guldager
En konkret sag fra et københavnsk plejecenter har skabt utryghed blandt medarbejdere og rejser en principiel debat om aktindsigt.
Sagen begyndte med et forløb omkring en pårørende, som kritiserede to medarbejdere for at have afvist en beboers ønske om at komme på toilettet.
Kritikken var helt uberettiget, og forløbet var fuldt dokumenteret, oplyser tillidsrepræsentant Irene Mohr.
Den pårørende blev inviteret til et møde for at få snakket sagen igennem ansigt til ansigt, men det afviste han og søgte i stedet aktindsigt for at få de pågældende medarbejderes fulde navne.
Som udgangspunkt har man som borger ret til aktindsigt i offentligt ansattes navne. Men aktindsigten kan afvises, hvis det vurderes, at udlevering af fulde navn kan have betydning for den ansattes tryghed.
I det konkrete tilfælde er den pårørendes anmodning ikke blevet afvist, og det undrer medarbejderne, fortæller Irene Mohr.
”Det skaber netop utryghed, at han ikke vil have dialogen, men udelukkende går efter navnene. Hvorfor gør han dét?”
“Det værste for medarbejderne er, at de ikke ved, hvad hensigten er. De har aldrig mødt ham og ved ikke hvordan han ser ud. Det giver ondt i maven ikke at vide, hvad han vil bruge oplysningerne til”.
I dag er et navn ikke bare et navn, understreger Irene Mohr.
”Facebook, Instagram, adresse, om man har børn – det hele ligger der. Pludselig ved man ikke, hvor tæt nogen kan komme på ens privatliv.”
Sagen har sat sig tydeligt hos medarbejderne.
“De har det ikke særlig godt. Der er en utryghed, som bliver hængende. Man tænker: Dukker han op? Ved han noget om mig? Hvor er grænsen?”
“Hvis prisen for at passe sit arbejde er, at ens privatliv bliver udleveret, så finder folk andre veje,” siger hun.
“Hvis vi ikke føler, at ledelsen eller loven passer på os, mister vi gejsten. Det hjælper ikke på manglen på personale.”
Irene Mohr efterlyser, at myndighederne bruger mulighederne for at beskytte ansatte bedre.
“Man kunne bruge fornavn eller et tjenestenummer. Vi skal kunne stå på mål for vores arbejde – men ikke nødvendigvis med hele vores identitet.”
For Irene Mohr handler sagen om mere end én episode.
”Her står kun Irene – det er nok. Vi er nødt til at finde en balance, hvor åbenhed ikke går ud over vores tryghed.”
Sagen fra det københavnske plejecenter taler ind i en problemstilling, som berører tusindvis af offentligt ansatte med borgernær kontakt.
En tværfaglig, landsdækkende arbejdsgruppe har i flere år kæmpet for at få begrænset adgangen til offentligt ansattes fulde navn.
Gruppen #TjenestenummerNU arbejder for, at lovgivning, som giver patienter eller borgere adgang til det fulde navn for medarbejdere i den offentlige sektor, ændres.
Det gælder både journalføring, logvisning og aktindsigt.