Der var samlet 100 tillidsrepræsentanter, da kravene fra FOA SOSUs kommunalt ansatte medlemmer blev prioriteret den 1. oktober. Foto: Anne Guldager
Tirsdag den 07.10.2025
FOA SOSUs tillidsrepræsentanter sender et klart signal til forhandlerne af de nye overenskomster i kommuner og regioner: Lønnen skal løftes, arbejdsmiljøet skal forbedres, og overenskomsterne skal spille bedre sammen på tværs af sektorer.
Af: Anne Guldager
Forberedelserne til forhandlingen af nye overenskomster på det offentlige område – OK26 – er ved at gå ind i sidste fase, og et stort antal af FOA SOSUs medlemmer har benyttet sig af muligheden for at indsende ønsker.
Der er kun én pose penge at gøre godt med, og uanset hvor stor den bliver, er der ikke plads til det hele. Derfor har FOA SOSUs tillidsrepræsentanter nu prioriteret de mange ønsker.
Og meldingen er tydelig: Løn og trivsel står øverst på dagsordenen.
Tillidsrepræsentanterne i kommunerne peger samstemmende på, at lønnen på social- og sundhedsområdet skal løftes, hvis det skal være muligt at tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere.
Samtidig viser indsamlingen af medlemmernes ønsker, at arbejdsmiljø og trivsel halter. Mange oplever underbemanding, tidspres og manglende pauser, hvilket går ud over både arbejdsglæde og faglighed.
Efter prioriteringen opsummerede de kommunale tillidsrepræsentanter situationen i en udtalelse
”Vi ønsker retfærdig løn og ordentlige rammer med bedre balance mellem arbejds- og familieliv, tid til opgaven, medindflydelse, tryghed og faglig udvikling. En hverdag, vi kan holde til at være i – og har lyst til at blive i. Ellers taber velfærden,” lyder det blandt andet (se den fulde udtalelse nederst på siden).
Også fra tillidsrepræsentanterne i regionen lyder budskabet, at lønnen er for lav i forhold til ansvar, faglighed og arbejdspres.
Desuden peger de på, at der i lyset af den kommende sundhedsreform bør rettes op på lønforskellen i regioner og kommuner:
”Det er uholdbart, at kolleger på samme arbejdsplads, der udfører de samme opgaver med samme ansvar og erfaring, får forskellig grundløn”, lyder i en udtalelse fra tillidsrepræsentanterne (læs den fulde udtalelse nederst).
Også i regionen er der store udfordringer i forhold til arbejdsmiljøet, påpeger tillidsrepræsentanterne.
”Overenskomsten kan ikke løse alt, men den skal sikre tryghed, indflydelse og mulighed for faglig udvikling. Og så skal lovgivningen på arbejdsmiljøområdet tages langt mere alvorligt end i dag,” lyder det i udtalelsen.
Tidslinje for OK26
Hvis du har en kollega, der ikke er medlem, så gør vedkommende en tjeneste ved at fortælle, at fristen for at blive meldt ind i FOA er den 1. februar 2026, hvis man skal have ret til konfliktunderstøttelse i tilfælde af, at parterne ikke kan blive enige.