$name

Et kæmpe ansvar til en ussel løn

 
- Vi har lært en masse om omsorg og indføling, men det kan vi
godt glemme alt om i dagens Danmark, sagde fællestillidsrepræsentant Charlotte von Mehren under demonstrationen på Axeltorv 2. oktober
 
Af Ulla Nygaard
 
For social- og sundhedsfolket startede demonstrationen 2. oktober på Axeltorv, hvor den københavnske fagbevægelse udgik fra.

De røde FOA hænder "mere i løn" dominerede billedet og satte sit præg på det farvestrålende optog. Samlingen på Axeltorv startede halvanden time før demonstrationen på Christiansborg Slotsplads.

Blandt talerne på torvet var fællestillidsrepræsentant for social- og sund­­hedsansatte på plejehjem i København, Charlotte von Mehren.

- Sundhedspersonalet står dagligt med et kæmpeansvar for syge og gamle, der behøver professionel hjælp. Det får vi en ussel løn for, Men det må politikerne gøre noget ved. Vi skal have den respekt og anerkendelse for vores faglighed og ansvar, som faget fortjener.

Politikerne må forstå, at opgaverne kræver flere hænder og faguddannet personale. Det er ikke nok at have et omsorgs-gen, sagde Charlotte von Meh­ren, og tilføjede:

- Den offentlige sektor skal ikke være skraldespand for alle dem, som Claus Hjort Frederiksen ikke kan få plads til andre steder. Nej, borgerne forventer kvalitet og veluddannede medarbejdere.

Hvis ikke politikerne får øjnene op for sundhedssektoren og velfærden, kan vi lige så godt dreje nøglen om i butikken. Og så bliver der ingen til at passe os, når vi får brug for hjælp, sagde Charlotte von Mehren.
 
Til Christiansborg
Fra Axeltorv gik demonstrationen til H.C. Andersens Boulevard, hvor den slog til venstre, før den drejede til højre ad Vestergade og til højre igen ad Vester Voldgade.

Det lange demonstrationstog var længe om at passere Københavns Rådhus, for at dreje venstre ad Stormgade langs Nationalmuseet og videre ad Vindebrogade til Christiansborg Slotsplads.

Her mødtes flere demonstrationer, som var udgået fra forskellige flere steder i byen.
Der var knapt 50 organisationer bag indkaldelsen til demonstration - her i blandt en række faglige organisationer, men også ungdomsorganisationer og uddannelsesorganisationer.


Ud over demonstrationen i København, som havde op mod 100.000 deltagere, blev der demonstreret i Århus, Odense, Aalborg, Rønne, Kolding, Viborg og Sønderborg.
 
Ikke et ord om penge
I Folketinget havde statsminister Anders Fogh Rasmussen holdt sin åbningstale til det nye Folketingsår, da demonstranterne ankom til slotspladsen.

Debatten om talen var i gang. Statsministeren var behændigt gået uden om kravene om bedre løn og flere hænder i den offentlige sektor, og lancerede i stedet en ny debat om danske værdier i sin åbningstale.
 
Smertegrænsen nået 
Henrik Nielsen fra hjemmeplejen i Tårnby var med i demonstrationen, fordi han synes, at smertegrænsen for social- og sundhedspersonalet er nået:

- Det er på tide, vi reagerer. Jeg er med i demonstration, fordi jeg støtter op om den gode sag - og den er at markere, at smertegrænsen er nået. Jeg håber, at denne dag bliver et ­"wake up call" for politikerne, så de tager skridt til af løfte os lønmæssigt.
  
Vi fortjener mere i løn 
Kirsten Svensson fra hjemmeple­jen i Rødovre bar et skilt med teksten "FOA for velfærd".
- Jeg demonstrerer, fordi vi skal have mere i løn. Det har vi fortjent. Vi har strejket og politikerne hørte vores krav. Jeg er sikker på, at der er politisk velvilje til at løfte os lønmæssigt. Ellers må vi fortsætte med at markere os, siger Kirsten Svensson, der har været i branchen siden 1988.
  
Min mening skal frem 
Gitte Andersen fra hjemmeplejen i Rødovre var med til demonstration og havde datteren Sara ved sin side:

- Jeg er her for at tilkendegive min holdning om, at vi skal have flere hænder for at klare opgaverne, og vi skal have mere i løn. Vores krav bliver synlige, når vi er her, og det er på tide, at vi gør opmærksom på, hvor travlt vi har i hverdagen.

Jeg er træt af tidstyranniet og ønsker, at vores faglighed bliver højnet, siger Gitte Andersen, der også er tillidsrepræsentant.
 
Vi kommer igen 
Sabah Isarti fra plejehjemmet Rosenborgcentret i Indre By, København var med i demonstrationen for at vise kravet om flere hænder og mere i løn.

- Forhåbentlig nytter det med et så talstærkt fremmøde. Hvis ikke der sker mere efter i dag, så prøver vi igen. Der skal ske noget på vores arbejdsområde, for vi har stået stille for længe, siger Sabah Isarti.
  
Jeg håber det nytter 
Ole Laursen fra hjemmeplejen i Sundby på Amager var med til demonstration 2. oktober, fordi han håber, at det vil nytte.

- Vi mangler medarbejdere i dagligdagen, men det bliver der først ændret på, når vi får mere i løn. Så kan vi få flere hænder, mener Ole Laursen.

- Vi er her for at gøre opmærksom på vores utilfredshed, siger han.
  
Aktivister op til 2. oktober 
Fagforeningens politikere og ansatte samt medlemmer af Seniorklubben var blandt de aktivister, der opfordrede til demonstration 2. oktober.

Foran fagforeningshuset på Godthåbsvej blev der delt løbesedler ud i dagene op til demonstrationen.

Tilbage til infoa nr. 8 - 2007