Læs op Udskriv $name En stærk følelse af fællesskab og sammenhold Social- og sundhedshjælper Anne-Marie Linke på plejecenter Bomi-Parken på Amager deltog i strejker og demonstrationer i forsommeren sammen med sine kolleger. - Jeg håber, at vi har opnået så meget respekt om vores arbejde, at det afspejler sig i de nye overenskomster. Ellers kommer vi igen, siger hun Af Ulla Nygaard Anne-Marie Linke var på praktikvejlederkursus, da kolleger i Holstebro strejkede i protest mod social- og sundhedsarbejdernes elendige lønforhold i slutningen af juni. Det var lige efter trepartsforhandlingerne, og lige efter, at to medarbejdere i Holstebro skiftede til fabriksarbejde i det private, for at få højere løn. - Endelig skete der noget. Vores arbejde er ikke særligt respekteret, og vi betragtes som de nederste i samfundet. Det har vi talt om i årevis, og da kollegerne i Holstebro tog hul på bylden, var det naturligt at bakke op. Det var rigtigt, selvom nogen har sagt til os, at det var et helt forkert tidspunkt - at vi skulle vente til overenskomstforhandlingerne. Anne-Marie Linke har på sin egen krop mærket lønforskellen på et rengøringsjob og arbejdet med mennesker. Hun besluttede at skifte for fem-seks år siden, for at tage uddannelse og job som social- og sundhedshjælper, og det kostede en lønnedgang på et par tusinde kroner om måneden. - Arbejdet med ældre er ikke så værdsat, siger hun og sætter forsommerens strejker og demonstrationer i relief. Stor opbakning På praktikvejlederkurset talte Anne-Marie Linke med kolleger fra andre arbejdspladser, og de var alle begejstrede over det røre, der var skabt i Holstebro. - Vi ville bakke op. Jeg forsøgte at få mine kolleger hjemme i Bomi-Parken til at reagere allerede onsdag. Det blev ikke rigtig til noget. Men da jeg var tilbage på jobbet fredag, holdt vi møde og besluttede at strejke og gå i demonstration. Anne-Marie Linke fortæller, at det var en voldsom uvant og anderledes beslutning. Tillidsrepræsentanten manede til eftertanke og opfordrede kollegerne til at gå tilbage på arbejdet, sådan som hun skal, mens afdelingsledere, forstander, elever og afløsere måtte klare de mest nødvendige opgaver. Der var forståelse for medarbejdernes beslutning. - Vi anede ikke, hvordan man gjorde, eller hvad det kom til at koste os i bod. Men vi gjorde det. Vi tog til Rådhuspladsen og var med i et demonstrationstog til Christiansborg. Det var en kanon oplevelse. Vi talte med kolleger, som vi aldrig havde mødt før, og det var som at møde gamle bekendte. Der var en stærk følelse af fællesskab og sammenhold under demonstrationerne. Vi strejkede hver dag i ugen efter og deltog i demonstrationer. Anne-Marie Linke fortæller, at sammenholdet er blevet stærkt på tværs af afdelingerne i Bomi-Parken. - Vi har sat vores samarbejde i system, så vi kan tale sammen og følge med i udviklingen. Vi fortsætter med at tale sammen, så vi kan holde gryden i kog. Vi håber, at aktionerne har skabt så meget respekt om vores arbejde, at det kommer til udtryk i de nye overenskomster. Hvis det ikke gør, kommer vi igen. Jeg håber, at man også ser sådan på det på andre arbejdspladser, siger social- og sundhedshjælperen fra Amager. Ondt i omsorgsgenet Oplevelsen var stærk for Anne-Marie Linke og hendes kolleger, men den havde også en bagside. - Når vi først var af sted og mærkede kampgejsten ved demonstrationerne, gik det rigtig godt. Men hvor var det dog svært at forlade arbejdspladsen og vide, at nogle få skulle klare det allermest nødvendige. Vi kunne jo ikke lade vores beboere blive i sengen. Heldigvis har vi mærket stor forståelse og opbakning blandt pårørende - stort set hos alle. Men vi har jo det der omsorgsgen, som gør det meget svært at tage skridtet og nedlægge arbejdet. Det er vi værd Anne-Marie Linke tøver slet ikke på spørgsmålet om, hvad social- og sundhedsarbejdere skal have i løn for at føle sig værdsat og respekteret. - Vi taler jo om et løft på grundlønnen på 5.000 kroner, når vi taler om det kolleger imellem. Det lyder voldsomt, men det er vi værd. Tænk på, hvor lavtlønnet en nyuddannet social- og sundhedshjælper er. Jeg er selv forholdsvis nyuddannet, selvom jeg tidligere havde 23 års anciennitet i FOA, blot som rengøringsassistent. Men det er jo ikke noget, der tæller med på ancienniteten, når man skifter gren. Anne-Marie Linke tror, at et klækkeligt lønløft vil gøre arbejdsområdet attraktivt og tiltrække nye til faget. - Vi har brug for flere hænder. Det er en kort uddannelse, og vi skal hele tiden lære mere i det løbende arbejde. Vi arbejder på skiftende tider, vi arbejder til jul, påske og pinse. Vi kan lide vores arbejde med mennesker, men hvis vi skal tiltrække flere og fastholde medarbejdere, så skal det ske med mere i løn. Ganske enkelt. Stigningerne skal gives på grundlønnen, frem for på funktionstillæg m.m. Det handler om at vise, at en social- og sundhedshjælper får så og så meget i løn. Løn er et signal, der er til at forstå, når man skal vælge fag. Jeg tror, at politikerne kommer os til hjælp, for jeg tror ikke, at de tør lade være. De kan ikke blive ved med at overse os, hvis de vil have personale til ældre- og plejesektoren fremover, siger Anne-Marie Linke. Hun tilføjer, at affæren med Fælledgården og andre skandaler falder tilbage på hele faggruppen: - Vi føler os ramt hver gang. Samtidig ser vi kolleger, der bukker under og bliver langtidssyge. Politikerne må simpelthen vende skuden, så området ikke kollapser, siger Anne-Marie Linke. Tilbage til infoa nr. 6 - 2007