Læs op Udskriv $name Kampe og kampe Ungeren er ryddet, jævnet med jorden - sådan! Jo, os der bor i området måtte finde andre veje, når vi skulle af sted, og det var sgu ikke sjovt at cykle forbi de mange afbrændte biler, der stod som symbol på noget totalt irriterende. Nu var det ikke bare et hus. Det var et hus - over 100 år gammelt, med en historie om solidaritet og kamp for bedre vilkår. Huset blev ryddet blot otte dage før 8.marts. Ikke fordi jeg tror den dato var en del af strategien. Men med huset forsvandt også stedet hvor Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts blev stiftet i 1910 på forslag af tyske Clara Zetkin. Tænk det har vi haft plads til i København. De unges kamp er af nyere dato. Den startede, da huset, som var en gave fra Weidekamp blev taget fra dem af kommunen. Og kampen for et Ungdomshus er ikke slut. Jeg mener man fjerner jo ikke en ungdom, fordi man fjerner et hus. Men kampen tager forhåbentlig en anden karakter. Kvindernes kamp for ligestilling går længere tilbage. Kampen har gennem tiderne været voldelig, alt efter, hvor i verden den blev kæmpet og stadig bliver kæmpet. Herhjemme har kampen været mindre farefuld men ikke mindre seriøs. Kvinderne har været på gaderne, men kampen for ligestilling er mest kæmpet politisk og socialt. Resultater er nået - ja. Men kig lige på din lønseddel om kampen for ligestilling er slut. Og se lige på det kønsopdelte arbejdsmarked. Alligevel stilles spørgsmålet hvert eneste år op til 8. marts: "Er der brug for en kvindernes kampdag?" (som der i øvrigt spørges hvert år op til 1.maj) Det er der så delte meninger om, alt efter hvem man spørger, og hvilket medie der spørger. Når jeg sådan opsummerer - så er kampen for ligestilling desværre reduceret til procentregning. Hvor mange topledere, der er i erhvervslivet, i Folketinget. Kvindekamp er blevet en karrierekamp, hvor kvinderne nærmest skal være som mænd. En intellektuel singlekultur, hvor smarte veluddannede kvinder trykker den af på jobbet, og laver lidt lækker mad, hvis hun kommer forbi køkkenet. Jeg ved det godt. Jeg bor ikke i Afrika, hvor kvinderne (og mændene) dør af AIDS. Og jeg ved det godt, jeg bor ikke i et samfund med kulturel kvindeundertrykkelse. Heller ikke i et land i krig, den udkæmpes i hvert fald ikke i mit land. Vel har vi fattigdom i mit land, men den er større ude verden. Og mit land er en del af den modbydelige kvindehandel, som fattigdommen leverer. Og jeg er en del af hele verden - jeg savner, at kvindernes internationale, bemærk internationale, kampdag bliver foldet ud til at handle om andre og andet end en mangel på kvindelige topledere og smart singlekultur. Og for resten! Ungeren har været ramme om mange 8. marts solidaritets arrangementer gennem årene i det gamle hus, som var en del af arbejderkulturen. Undskyld min nostalgi. Af Merete Astrup, redaktør, infoa Tilbage til infoa nr. 2 - 2007