$name

Løn til tiden

 
10. maj blev Accenture sat fra bestillingen. Kontrakten om lønudbetalingen til Københavns Kommunes ansatte blev opsagt. Lønudbetalingen overtages fra 1. oktober af KMD, det tidligere Kommunedata.
Og så kommer der forhåbentlig løn til tiden, og den rigtige
 
Af Merete Astrup
 
Det lå ligesom i luften at Accenture ville blive sagt op efter, at Økonomiudvalget i Københavns Kommune havde givet firmaet fire dage til at rette op på 10 måneders fejl i lønudbetalingen.
Det lykkedes ikke, selv om firmaets kommunikationschef Claus Wilkki til det sidste hævdede, at løn problemerne var fortid.

Et udsagn mange ansatte ikke kunne nikke genkendende til.
- Opsigelsen af kontrakten burde være sket for længe siden, siger Palle Nielsen formand for FOA, Social- og Sundhedsafdelingen men glæder sig over, at det nu er sket.  

- Hele denne sag har vist os lidt om de risici, der ligger i udlicitering. Der er ingen lette gevinster ved udlicitering. Medarbejderne har været hårdt prøvet i over et halvt år, så det er på tide der sker noget. 

KMD overtager lønudbetalingerne fra 1. oktober 2005 og kører lønudbetalingerne i et år, hvorefter der skal laves nye udbud.

Det er således en nødaftale, der er forhandlet på plads mellem Københavns Kommune og KMD, fordi det vil tage for lang tid at forberede og gennemføre et sådant tilbud.

Overborgmester Lars Engberg (S) begrunder dette skridt med, at KMD har erfaring og velprøvede systemer til lønanvisning i den offentlige sektor i Danmark.

- Men der vil være overgangsproblemer, hvor fejl vil forekomme. Der skal overføres og opdateres utrolig mange informationer, der knytter sig til 60.000 månedlige lønudbetalinger.

Både lønanvisere og ansatte og deres organisationer må forberede sig på, at problemerne ikke er løst ved at skifte leverandør, siger Lars Engberg i en pressemeddelelse.

Kravet i kontrakten med KMD er dog, at problemerne løses hurtigst muligt.
 
Kun fremad
Ifølge Ritzaus Bureau lover servicedirektør i KDM Kim Koch, at firmaet vil gøre sit bedste for at sikre korrekte lønudbetalinger til de ansatte.

Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation, KFF, har tidligere tilkendegivet, at organisationen lever med de overgangsproblemer et stykke tid, frem for at blive ved at give Accenture chancer.

Accentures kommunikationschef sagde til Ritzau, da opsigelsen af kontrakten forelå:
- Vi mener, at kommunens beslutning er ubegrundet og kommer på det forkerte tidspunkt.
Det har fungeret fornuftigt i år, og vi har udbetalt lønningerne med et tilfredsstillende resultat.

Så man kan konstatere, at succeskriteriet er meget forskelligt hos Accenture og de medarbejdere, der ikke har fået den rigtige løn i 10 måneder, og nu altså også Københavns Kommune. 
 
Tilbage til infoa juni 2005