$name

Det er bare i orden at lege

 
Årets største ungdomstræf. Sådan præsenterer de unge selv den årlige sommerdyst.
Det er Mindscopes afslutning på en lang og hårdt kursusvinter.
Derfor er stillesiddende og seriøs undervisning skifter ud med beachvolley, rappelling og fodboldturnering.
 
Af Merete Astrup
 
Du skal være under 30 år og være medlem af en fagforening under LO for at deltage i sommerdysten.

500 mennesker deltog sidste år.
I år vil de unge stikke rekorden.

Det er altså ikke gamle mænd med røde seler og tykke maver, der indtager Esbjerg Højskole i weekenden 19.-21. august.

Programmet for weekenden er en lang dyst på leg, sport og "party uartig".
Og det er helt i orden.

- Kan man lære at forhandle overenskomster eller får man indflydelse på kommunalreformen ad den vej?

Rikke Riley har været med til at arrangerer sommerdyst fra starten, og det vil sige, at det er fjerde gang i år.

- Ja, for sommerdysten er en afslutning på den kursusrække, vi har været igennem i Mindscope hele efteråret og vinteren. På kurserne bliver vi uddannet, og når vi giver hinanden lov til at slutte af med et sådant træf, som sommerdysten er, så holder motivationen og glæden.

Det faglige og seriøse arbejde må også gerne være sjovt, og det er netop den oplevelse man får på sommerdysten.

- Skal man have deltaget i vinterens kurser for at deltage?
- Nej, for idéen med sommerdysten er også at trække nye unge til. Vi vil gerne vise dem, at vi ikke er gamle mænd med røde seler og tykke maver, som vi jo har ry for at være i fagbevægelsen.

Og så håber vi selvfølgelig, at nogen af de nye senere får lysten til at være med i fagbevægelsens øvrige aktiviteter. Vi har hver i sær også mulighed for at tage en ven med.

For alle gælder det, at vi træffer nye venner hvert år og får et stort netværk, som vi bruger i andre sammenhænge.

- Kan du beskrive forskellen på et FOA Ungdoms Landsmøde og sommerdysten?
- På et landsmøde har vi nogle ting, vi skal igennem. Vedtægter, visioner og beslutninger. I sommerdysten skal vi ikke nå noget af den slags.

Og så har sommerdysten den fordel, at den er tværfagligt, siger Rikke.
 
Festival med takt og tone
Katja Andersen, social- og sundhedshjælper, har været med tre gange, og hun kommer igen og igen.

- Personligt er jeg ikke til festivaler, men sommerdysten har festivalstemning med takt og tone. Vi får et fint sammenhold, og lærer andre at kende. Vi lærer hinanden at kende på legeplanet. Det er nemt, og det viser andre sider af folk end, når vi sidder i et undervisningslokale.

- Hvad tager du med dig hjem fra sommerdysten?
- Gode oplevelser og nye bekendtskaber, som jeg er glad for at have. Det er dejligt at kende nogen næste gang man skal på kursus eller til møde. Det gør det både nemmere og sjovere.

Katja blev selv faglig aktiv i det landsdækkende ungdomsnetværk og i FOA SOSU´s ungdomsudvalg via sommerdysten.

Og hun kender flere der er blevet aktive på den måde.
- Sommerdysten er netop en af grundene til. at nye unge får lyst til at være med, fordi vi møder hinanden på et uformelt og uhøjtideligt plan.

- Er der ikke nogen af jeres jævnaldrene, der mener I er nogle pamperspirer?
- Nej det synes jeg ikke, vi møder. Men vi indbyder netop også til et møde på lige plan, på legeplanet. Det synes jeg lykkedes.

I følge Rikke Riley og Katja Andersen er der altså mange gode grunde til at tage med på sommerdysten i august.
 
Er du medlem af FOA- Fag og Arbejde, kan du tilmelde sig direkte til Mindscope.
 
Hvis man er medlem af en af de fagforeninger der er med i Mindscope kan man tilmelde sig direkte hos Mindscope.
 
Følgende forbund er medlem af Mindscope:
Fagligt Fælles Forbund (3F)
FOA - Fag og Arbejde
HK
Malerforbundet
NNF
Dansk El -forbund
Træ- Industri og Byg (TIB)

Tilbage til infoa juni 2005