Læs op Udskriv $name Omsorgen kommer fra hjertet hos iranske Habib Elever som Habib Dehaghi er en mangelvare blandt social- og sundhedssektorens plejepersonale. 41 år og mandlig elev er i sig selv et sjældent syn. Dertil kommer at Habib er af iransk oprindelse. Af Merete Astrup Han smiler hele tiden. Sådan lyder et udsagn fra beboerne på plejehjemmet Bennediktehjemmet i Valby. Ham der smiler hele tiden er Habib Dehaghi. Og det er sandt nok. Habib Dehaghi har sin fire måneders praktik på plejehjemmet, hvor han også var snuse-elev. Social- og sundhedsassistent Kisten Duer, teamleder og vejleder for Habib, siger, at det ikke er alle snuseelever, der komme igen. - Men sådan er det med Habib og det er vi glade for, siger hun. Jeg kan lide omsorg Habib Dehaghi har valgt social- og sundhedsuddannelsen af tre grunde siger han. - Jeg kan lide at arbejde med omsorg og mennesker. Jeg interesserer mig for sundhedssektoren, og så har jeg jobmuligheder, siger han på sin egen stille måde. For Habib er det nærmest naturligt at arbejde med omsorg og ældre mennesker. - Jeg har selv forældre og familie, og jeg er vokset op med, at familien hjælper hinanden, så for mig er det helt naturligt at gøre noget for andre. Den lyst til at gøre noget for andre, nyder beboerne på Bennediktehjemmet godt af. Og Habib har ingen familie her i Danmark, han kan gøre noget for. Han er flygtet alene til Danmark, og han har været her i fem år. Efter to år i krig i Irak/Iran krigen forlod han Iran. Men i krigen nåede han også at hjælpe andre. - Flere af mine venner blev sårede, og jeg mistede nogle venner i krigen, fortæller Habib. Fint menneskesyn Jobbet på plejehjemmet ligger ellers et stykke fra hans tidligere job. Habib Dehaghi er uddannet IT programmør. Men hvordan fandt han så vej til social- og sundhedsskolen? - Det skete gennem venner og netværket. Det er en god uddannelse, fordi jeg kan videreuddanne mig. Jeg har allerede søgt ind på assistentuddannelsen. Senere vil jeg gerne ind i sundhedssektoren og arbejde med handicappede, fortæller Habib. Kirsten Duer, synes, ligesom beboerne at Habib altid smiler. - Han har et meget fint menneskesyn, og det er en væsentlig forklaring på, at han er så afholdt hos beboere og personale. Habib er faldet fint ind arbejdet. Han har en fast beboer, deltager i skiftende vagter, i personalemøder og samarbejdet, som havde han været her altid. Habib selv er overrasket over den fine modtagelse, han har fået af personalet. - Både modtagelsen og det daglige samarbejde er jeg overrasket over. Alle er så flinke, og jeg lærer noget hver dag. Kirsten Duer tilføjer, at Habib selv er god til at stille spørgsmål. - Det er dejligt for en vejleder. Selv om jeg forsøger at bruge den nødvendige tid, der skal til en elev, så kan det knibe. I løbet af sommeren har det været svært, indrømmer Kirsten. Habib smiler igen: - Joh, men vi arbejder da med de ting, vi har aftalt i vores plan. Jeg har valgt, at jeg gerne vil lære mere om forflytning, spiseforstyrrelser og forebyggelse, forklarer Habib Dehaghi. På plejehjemmet vil de gerne have elever hele tiden, for som Kirsten Duer siger: - Det holder os fast, og det betyder udvikling. Vi er også rigtig glade for at få nogle mandlige elever, det giver et andet miljø. Men der har været enkelte perioder, hvor vi måtte sige nej. For vi vil ikke tage en elev vel vidende, at han eller hun ikke får den tid, en elev skal have. - Men det er også op til os selv som elever at sørge for at få tid og være nysgerrig, mener Habib. Og så det tid til at servere kaffe i dagligstuen. Undervejs fortæller Habib Dehaghi, at de er fem mænd og 20 piger i hans klasse på Social- og Sundhedsskolen i Fensmarksgade i Københavns Kommune.