$name

"Der kunne godt være flere sange"

 
Tre store turistbusser er linet op på Sindshvilevej. Det er skovtur. 160 seniorer tager plads i busserne, og turen går til Anneberg Samlingerne i Odsherred.
En tur på små tre timer ad landevejene og afbrudt af en drikkepause på Munkholmbroen.
 
Af Merete Astrup
 
Vejret er perfekt. Vi danskere har ry for tale meget om vejret, lidt for meget måske. Men på sådan en dag er det vel helt i orden. Skovtur i regnvejr er knap så charmerende som i solskin.
Og solen får varmegraderne pænt i vejret, denne dag sidst i august.

Det er fjerde gang Birgit Arildsen er med på skovtur.
Infoa´s udsendte har placeret sig ved siden af hende, og på den anden side af bussens midtergang sidder hendes fire skovturs-veninder.

- Vi er en gruppe på otte, der plejer at følges ad, men i år var det kun fem af os, der kunne deltage, de andre har stadig ferie, fortæller Birgit.

Hun har kun godt at sige om skovturene, men:
- Der kunne godt være lidt flere sange. Når man kan lide at synge er én sang for lidt.
Og det kan Birgit Arildsen lide, hun har hver vinter sunget i fagforeningens "FOA koret".
 
Fine tilbud
Ud over "FOA-koret" deltager Birgit Arildsen i gymnastik, og det er på gymnastikholdet, hun har mødt nogle af skovtursveninderne. Andre er tidligere kolleger fra Hvidovre Hospital.
- Vi har så fundet sammen på kryds og tværs, og mødes også udenfor fagforeningens arrangementer. Blandt andet bowler vi sammen.

De andre i gruppen er Ingelise, Birgit, Linna og Annelise. De to sidstnævnte er kolleger til Birgit Arildsen.

De er alle travle damer også ved siden af deres fælles arrangementer.
Ingerlise går stavgang med sin haveforening.

- Mit tøj er ved at blive for stort griner hun.
Pause.

På Munkholmbroen er der drikkepause, og der bliver gået til både øl og vand. Imens nyder vi den smukke udsigt over fjorden.

Og snakken går, som den i øvrigt også gør i bussen.
Der bliver hilst på, og "er du også her". Nogle af deltagerne har ikke set hinanden i flere år, og nogle er med for første gang, fordi de var for unge sidste år.

Ved 12 tiden ankommer busserne til Anneberg Samlingerne.
- Næh, hvor er her smukt lyder det igennem bussen.

Og det er her også. Restauranten hvor kokken Jasper og hans personale har kreeret en dejlig menu, ligger på toppen af højen, og udsynet er et panorama.

Da maden er nydt, og musikken spiller op, bliver der sunget og vugget, og en lille svingom bliver det også til. Og så en tur ud i det smukke vejr, og en tur ind og se glassamlingerne.