$name

Pengene er et stort problem

 
Det kan ikke passe, at jeg skal tjene det samme som en ufaglært trappevasker, mener social- og sundhedshjælper Ronni Andersen, der frygter, at hjemmeplejen kan blive et taberfag, hvis ikke politikerne vil opprioritere området.

af Hanne Bros
 
 Ronni Andersen bliver godt nok sur, hvis han ikke får et kvalifikationstillæg for at være superbruger på de håndholdte computere, der står i hyldevis på frokoststuen hos hjemmehjælperne i Sundparken. Han forventer at få et kvalifikationstillæg i år i forbindelse med de lokale lønforhandlinger, for det er tit frokostpausen går med at løse et teknisk problem. Alligevel er han imod at beholde Ny Løn i sin nuværende form:

- Den er lidt lusket, så den må skiftes ud med noget andet. Man går jo og hører om penge, der ligger ubrugte hen, så det går jo ikke. Jeg kan også godt se minusserne ved det gamle system, hvor man automatisk fik mere i løn i kraft af sin anciennitet, men det må være muligt at finde en anden model, mener Ronni.

For ham er det afgørende at få mere i løn.
- Vi bliver et taberfag, hvis vores løn bliver ved med at være så lav. Kvinder kan måske acceptere en så lav løn, hvis deres mand f.eks. er håndværker og hovedforsørger. Men for mig med hus og tvillinger er pengene da et stort problem.

Politikerne må ud at vise, at de virkelig vil opprioritere det her område. Vi har f.eks. lige fået at vide, at vi har brugt for mange engangshandsker - hvordan tror du reaktionen på en sådan besked ville være blandt læger og sygeplejersker ovre på Rigshospitalet, spørger Ronni Andersen.
                                                                                                                                  
Ronnis top tre:
1. Mere i løn
2. Valgfrihed mellem løn/frihed/pension
3. Mere fritid eller frihed