Læs op Udskriv $name Kvindeliv på Østervang Kvinde til kvinde En gruppe ældre indvandrerkvinder besøger en gruppe ældre danske kvinder i aktivitetscentret på Plejecenteret Østervang. Under overskriften "Ældre og indvandrere" spiller de hovedrollerne i et projekt, som to social- og sundhedsassistenter er ankermænd på. Af Merete Astrup "Nu mangler jeg bare at få besøg af en eskimo, så har jeg haft besøg af hjemmehjælpere fra hele verden". Citatet er hentet fra en af gæsterne i aktivitetscentret. Det fik Jonna Bagger og Lisbet La Cour på ideen om projektet "Ældre og indvandrere". De er begge social- og sundhedsassistenter i aktivitetscentret, hvor ældre der bor i eget hjem kommer en eller flere gange om ugen. - Bemærkningen fra vores gæst kom en dag vi snakkede om, at det bliver mere og mere almindeligt at social- og sundhedshjælpere har anden etnisk baggrund end dansk. - Vi observerede, at nogle af vores gæster ikke var vildt begejstret for de "fremmede", fortæller Jonna Bagger. De udviklede et projekt. De to social- og sundhedsassistenter spurgte om gæsterne havde lyst til at lære nogle mennesker med indvandrerbaggrund at kende, og det sagde de ja til. - Vi fik en projektgruppe på ni kvinder, og de ville helst møde nogle "bedstemødre," fortæller Jonna Bagger. - Hvor finder man sådan nogle? - Vi kontaktede Susanne Potempa, Gymnastikforeningen for Etniske Kvinder, hvor en gruppe ældre indvandrerkvinder går til gymnastik og sprogundervisning. Det er nogle af de første kvinder, der er kommet hertil, og de er den generation, der har gået isoleret hjemme og passet familien, fortæller Lisbet La Cour. Får lyst til mere I efteråret mødte de så hinanden, de ni danske kvinder og 12 indvandrerkvinder fra Iran, Pakistan og Tyrkiet. Menuen stod på dansk middag uden svinekød, og senere på dans fra den anden verden. - Hvorfor kun kvinder? - Det er et krav fra indvandrerkvinderne. De ville ikke være sammen med mænd, og der var jo nogle fordomme om mændenes dominans, der blev bekræftet, siger Lisbet og Jonna. - Hvordan gik mødet så? Spørgsmålet retter vi til de ni kvinder, der sidder omkring kaffebordet i en af Østervangs dejlige lyse dagligstuer. Else Hjort Nielsen: - Man får lyst til at lære dem bedre at kende, de var meget søde og kærlige. Vi dansede da også, og de sagde, at det var dejligt at holde os i hånden. Else har hjemmehjælp hver dag og hun har haft besøg af flere nationaliteter. - Jeg prøver at lære dem lidt dansk, når de kommer, og jeg retter deres sprog. Det kan de godt lide, fortæller Else, som i dag har fået lavet kineserfrisure. - Min hjemmehjælper er kineser, og hun har sat frisuren. Jeg synes, den strammer lidt, men sådan skal den være, siger min kineserpige. På mødet var der også fordomme, der blev afkræftet. I løbet af sammenkomsten løsnede kvinderne deres tørklæder og nogle tog deres tørklæder af. Det kunne de ikke have gjort, hvis der havde været mænd til stede. Litten Nieezinsky siger: - De var så afslappede, og de lukkede sig op for os. De havde virkelig lyst til at møde os. Selv bor hun dør om dør med en tyrkisk familie hjemme, som "passer" på hende. Gerda Eriksen, sad blandt andet ved siden af en persisk kvinde. - Jeg fik slet ikke viden nok, jeg har lyst til at vide endnu mere om deres hverdag og deres baggrund. Men jeg er nok for genert til at spørge om mere, siger Gerda stille og genert. Jonna Bagger spørger hende, om hun mon får mod til at spørge om mere næste gang, de mødes. Joh- det mener Gerda nok kunne ske. Og en næste gang bliver der. Piger - pyt! Når indvandrer kvinderne er kommet hjem fra ferie i deres respektive hjemlande, er der kalas igen. Denne gang laver indvandrerkvinderne deres hjemlands retter til alle, og dækker op med pynt og efterfølgende danse. Det glæder de ni "projektkvinder" sig til. Annelise Hartvang glæder sig til at høre mere om kvindernes tilværelse i Danmark. - Det eneste jeg har haft med udlændinge at gøre, er dem fra hjemmeplejen, siger hun. Kvinderne har fundet ud af, at selvom de er meget forskellige fra hinanden, har de dog nogle fælles værdier. - Vi har jo børn og familie uanset om vi kommer fra Danmark eller Pakistan, og det kan vi snakke meget om, siger de ni kvinder samstemmende. Men Annelise Hartvang undrer sig alligevel: - En af de kvinder jeg snakkede med sagde, at hun ingen børn havde. Det forstod jeg ikke, for hun havde tidligere sagt, at hun havde tre piger. Forklaringen var, at man i hendes kultur ikke regner pigerne for noget. Det er godt nok langt fra vores opfattelse af drenge og piger. Unge gamle - Jo, vi troede også at kvinderne var ældre end de er, kommer Litten Nieezinsky i tanke om. Det var ikke kun udseendet. - De var ikke mere end 50 år, og de havde allerede flere børnebørn, siger Litten. - Det er fordi, de får deres børn så tidligt, det gør vores børn jo ikke nu om dage, siger Gerda Eriksen. - Da de viste os billeder fra deres landsbyer hjemme og deres familier, kunne vi også se, at meget er ligesom, det var for mange år siden her, supplerer Litten Nieezinsky. Så går snakken blandt de ni kvinder om, man kan nå så langt at blive inviteret hjem til en dem. Det er der delte meninger om. Nogle tror aldrig det kan ske, for det vil deres mænd ikke tillade. Andre tror lidt på at det kunne ske efterhånden, som tilliden bygges op. De er deres mænd underdanige, er den overvejende mening. Men vi kunne jo spørge dem, næste gang, vi skal være sammen.