$name

Det spøger stadig på Slottet 

Farcen på Slottet ikke slut. Den omstridte pårørende huserer stadig på plejehjemmet, for hun har sagt nej tak til at flytte. Personalet føler sig snydt. Og sundhedsborgmesteren har ikke lovhjemmel til at tvinge en beboer til at flytte.
 
Af Merete Astrup
 
Magtesløs, snydt og svigtet!
Sådan sammenfatter tillidsrepræsentant på Slottet, Susanne Johansen personalets tilstand, efter at de for en månedstid siden fik beskeden om, at deres demente beboer og hans uudholdelig veninde havde sagt nej tak til at flytte.

Som omtalt i infoa nr. 2. i år, havde personalet og ledelsen på Slottet fået stillet i udsigt at beboeren, og hans pårørende skulle flytte.

Sundhedsborgmesteren havde lavet aftaler med den pårørende om et møde på et andet plejehjem, og til infoa sagde Inger Marie Bruun- Vierø (R), at hun regnede med at løsningen lå lige forude. Fordi den pårørende havde sagt ja tak til at flytte.

Som Inger Marie Bruun - Vierø sagde i februar forud for mødet, havde hun haft den slags sager før, og de var blevet løst tilfredsstillende.
Sådan gik det bare ikke i tilfældet Lise, som den pårørende hedder.
 
Plejen i top
Efter at have sagt ja tak til at flytte, ombestemte hun sig.

Årsag:
Den pleje personalet giver på Slottet, er hun helt og fuldt tilfreds med.
- Så kan jeg ikke gøre andet end lade beboeren blive, siger Inger Marie Bruun- Vierø til infoa.
Hun siger, at det er med stor beklagelse, at det er endt sådan. Og hun indrømmer, at det hele faldt fra hinanden.

- Jeg må sige, at jeg kom til kort. Jeg troede virkelig til det sidste, at hun ville flytte ham, og jeg forstår godt, at personalet er skuffet.

- Har den pårørende sagt overfor dig, at hun er tilfreds med plejen på Slottet?
- Ja, det sagde hun på det møde, vi havde i februar. Hun sagde, at der bliver taget bedre hånd om beboeren, og at plejen er god for ham.

- På Slottet giver hun ikke udtryk for tilfredshed, og de tror ikke på hende. Hvad kan de gøre?
- De er nødt til at indrette sig på, at beboeren og hans pårørende er der.

Men hvis den pårørende fortsætter med, at chikanere personalet og kritisere deres plejeplaner, så skal de henvende sig til mig .Så tager vi nogle nye møder med den pårørende, for så overholder hun ikke sine egne aftaler. Hun har godkendt de plejeplaner, der er lavet for beboeren nu.

Personalet skal vide, at de har min fulde opbakning til den pleje der bliver udført, og de har min moralske opbakning.
 
- Hvad betyder det?
- Det betyder at, hvis den pårørende kritiserer den pleje hun selv har godkendt, fortæller vi hende at personalet har ret. Det har vi fortalt den pårørende på vores møde.
 
Guleroden blev taget
På Slottet står et frustreret personale, fordi de skal leve videre med den pårørende.
Sådan er det ifølge lovgivningen. De pårørende har ret til at være på plejehjemmet, og de har ret til at ændre i plejeplaner.

- Også selvom vores faglige kompetencer kan begrunde noget andet, siger Susanne Johansen, efter at have gransket Serviceloven..

- Så i virkeligheden er vores kamp i sådan en sag, som denne her håbløs, for den pårørende har retten på sin side, siger tillidsrepræsentanten, og glæder sig over, at det i 95 % af tilfældene aldrig er noget problem, at samarbejde med de pårørende.

- Men i dette tilfælde er der svært. Personalet fik den gulerod, at vedkommende skulle flytte, og derfor kunne vi leve med problemet et stykke tid.

Nu er guleroden fjernet, og det giver en mental nedtur, som BST's tilknyttede arbejdspsykolog, som har været der under hele forløbet, tager sig af, forklarer tillidsrepræsentanten.. 
 
Savner officiel opbakning
Susanne Johansen synes, at sundhedsborgmesteren har været for usynlig.
-  Hvor har sundhedsborgmesteren været. Hun har kun snakket med den ene part.

Hun har aldrig været herude og snakket med os, eller set hvordan forholdene er, siger Susanne Johansen.
 
Hun ved godt, at sundhedsborgmesteren ikke har lovhjemmel til at flytte beboeren mod den pårørendes vilje. Men hun savner en klar, højlydt og officiel udmelding fra borgmesteren 
om, at hun bakker personalets pleje op.

- Det har vi brug for. Det nytter ikke så meget, at hun sidder ved et skrivebord med lukkede døre og giver os opbakning. I offentligheden er vi jo aldrig blevet renset for beskyldningerne om f.eks. omsorgssvigt.

- Borgmesteren havde ingen problemer med at melde ud, ,da sagen blev kendt i offentligheden, og det var ikke vores parti hun tog. Den samme offentlige udmelding kunne hun godt give nu, mener Susanne Johansen.

Hun og hendes kolleger har det i øvrigt stadigt dårligt med, at den pårørende ligger inde med de videoer, hun har optaget hemmeligt.

- Vi ved ikke om, hun bruger dem som søndagsunderholdning, som Susanne Johansen udtrykker det.

Den uvildige undersøgelse, som blev sat i gang som følge af videoovervågningen, er afsluttet. Ved redaktionens deadline, var det usikkert, hvornår undersøgelsen udkommer.
- Undersøgelsens resultater vil forhåbentlig gøre os alle klogere, siger Susanne Johansen.