$name

Lis fortsætter i jobbet 

Efterlønsbeviset er i hus hos sygehjælper Lis Lylloft. Men det skal ikke indløses før om et år, når hun fylder 62 år. Hun klarer sig med nedsat timetal.
 
Af Merete Astrup
 
Lis Lylloft har fejret 25 års jubilæum på sin arbejdsplads Bostedet Vestervænget for godt fire år siden, i øvrigt sammen med kollegaen Mimi Nørgaard Mikkelsen.

Lis er ikke færdig på arbejdsmarkedet endnu.
- Jeg har ingen fysiske skavanker, og jeg kan klare mig med lidt færre timer. Da jeg blev 60 år spurgte jeg til råds i a-kassen. Jeg havde ikke lyst til at stoppe, men jeg har en syg mand derhjemme, så efterhånden fandt jeg ud af, at jeg gerne ville have færre timer. I a-kassen fik jeg hjælp til at få tingene i orden, og jeg er for nylig gået ned tik 28 timer.

Ud over at Lis holder af sit job, fortsætter hun, fordi hun har brug for at komme ud.
- Netop fordi jeg har en syg mand at passe, har jeg brug for at beskæftige med andre ting, det er godt for os begge.

Men jeg havde også svært ved at forholde mig til, at jeg blev 60 år, og det har jeg stadigvæk svært ved. Jeg reagerede også først på a-kassens brev om, at jeg havde ret til efterlønsbeviset, da jeg fik en rykker, fortæller Lis.

Men så fik hun råd og dåd i a-kassen, så nu har hun sit efterlønsbevis og en plan om at stoppe, når hun fylder 62 år.

Lis har også lyttet godt efter, hvad der er blevet fortalt på kurset, og hun har bidt mærke i, at det ikke altid betaler sig at lade de opsparede penge stå.

- Jeg mener, det er den del, der hedder aldersrenten. Jeg vil tygge på den oplysning Lone Enemark gav om, at det er en overvejelse værd at hæve beløbet på en gang. Jeg skal ikke gemme penge til kistebunden, og et større beløb på en gang åbner for nogle muligheder for at gøre nogle ting, som hun også påpegede.