Læs op Udskriv $name Ægtepar og forstanderpar Marianne og Poul Wilcke tog springet og dannede et anpartsselskab til at fortsætte og drive Danske Handelsrejsendes Plejehjem i Hvidovre, da det blev opgivet af Københavns Kommune. Af Ulla Nygaard Otte plejehjem beliggende uden for kommunegrænsen blev lukket af Københavns Kommune for godt to år siden. På hver sit plejehjem arbejdede Poul og Marianne Wilcke som forstandere. Poul var forstander gennem 21 år på et katolsk plejehjem på Frederiksberg og Marianne på Danske Handelsrejsendes Plejehjem, som ligger i Hvidovre. - Københavns Kommune mente, at der ikke var brug for så mange pladser, og valgte at lukke de plejehjem, der lå uden for selve København. Vi talte meget om, hvordan vi kunne fortsætte, og undersøgte om Hvidovre Kommune eller Frederiksberg Kommune ville overtage det plejehjem, som lå i deres kommune, men de var ikke interesserede, fortæller Poul Wilcke. Ægteparret besluttede så selv at drive et af de to plejehjem som privat plejehjem, nemlig Danske Handelsrejsendes Plejehjem i Hvidovre. - Vi ringede rundt til omegnskommunerne for at høre om de ville sætte sig på et antal pladser. Hvidovre tog 10 pladser og Brøndby ligeledes 10 af de i alt 61 pladser, og så sprang vi ud i det, fortæller Marianne Wilcke. Med godt købmandsskab De mange års erfaring som ledere var en afgørende forudsætning for, at projekter lod sig gøre. Men på et andet felt var Marianne og Poul de rene novicer: Det nye selskab skulle momsregistreres og køres efter forretningsmæssige vilkår, så parret måtte lære sig godt købmandsskab. De har trukket flittigt på både revisor og advokat, og mener den professionelle rådgivning er bydende nødvendig, for at få driften til at køre og få diverse kontrakter juridisk korrekte. Men uden beboere ingen indtjening, og parret havde på forhånd kun garanti for en tredjedel af pladserne. - Vi kunne ikke få en kassekredit i banken med mindre vi satte vores private hjem som sikkerhed. Dér trak vi grænsen, siger Marianne Wilcke, som mener, at usikkerheden ved begges job og for hele virksomheden var rigelig satsning. - Til gengæld fik vi god støtte af Københavns Kommune, som hjalp os i gang ved at holde pengekassen åben for os det første halve års tid til lønninger m.m. indtil vi var i gang. Så man kan sige, at vi ad den vej havde en kassekredit, tilføjer Poul. En af de første mærkbare erfaringer i det nye selskab var, at tomme pladser efter et dødsfald hurtigt skal fyldes igen. - Sidste år kostede tomme pladser os 500.000 kroner i manglende indtægt, blot for tidsrummet mellem fraflytning og næste indflytning, oplyser Poul Wilcke. Marianne tilføjer, at man derfor har strammet op og er blevet hurtigere til at få en ny beboer ind. - Det er personalet også helt med på, selvom det jo ikke er noget, man ellers har tænkt på, når man arbejder på plejehjem, siger hun. Tættere på økonomien Det nye selskab forpagter bygningerne af Københavns Kommune til en aftalt forpagtningsafgift. I plejehjemmets to årige virke som privat plejehjem har der ikke været problemer med at få beboere, og det forventer parret heller ikke, at der bliver fremover. Faktisk kører det rigtig godt. - Vi har involveret os dybt i ting, vi ikke var vant til, ellers kunne projektet ikke lade sig gøre. Til gengæld har vi ikke en forvaltning, hvis drift vi skal bidrage til. Vi løser alle opgaver selv, og er helt tæt på indtægter og udgifter. Vi kører uden driftsoverenskomst med en kommune, men er til gengæld frie i forhold til at tage beboere ind. Befolkningens frie valg betyder, at vi i dag har beboere fra otte forskellige kommuner, fortæller Poul Wilcke. Han oplyser videre, at plejehjemmet sidste år fik overenskomst med FOA. Parret har lagt sig prismæssigt i den billige ende for en plejehjemsplads. Det er rent psykologisk, for ikke at afskrække nogen fra at vælge privat. - Vi er tæt på pengene, men vi er også frie i forhold til økonomien. Vores personale, som har været med os hele vejen og som var helt trygge ved overgangen, har fået flere personalegoder. Vi behøver ikke spørge nogen. F.eks. købte vi sommerhus sidste år, så beboerne kan komme på ferie, men det kan personalet også benytte, når det er ledigt, fortæller Marianne Wilcke. Plejehjemmet har også valgt at give julegave til personalet for at påskynde medarbejdernes arbejdsindsats. Det modtog Poul Wilcke tidligere skarp kritik for i sit forstanderjob tid på Frederiksberg. Satser på elektronikken Opgaverne er mange i det nye selskab. Dels skal man i gang med nogle større vedligeholdelsesprojekter af bygningerne, som har været forsømte. Og dels har man kastet sig over fremtiden og lægger sine IT systemer om. Selskabet får både et nyt økonomisystem samt et system, hvor kardex for beboerne lægges ind elektronisk. I slutningen af 2002 gennemførte plejehjemmet en trivselsundersøgelse blandt personalet, for at få viden om, hvorvidt noget kan gøres bedre. Materialet er endnu ikke analyseret. Der er 58 fuldtidsstillinger fordelt på ca. 70 personer. Siden selskabsændringen har der ikke været udskiftning af personale. Dog er et par stykker kommet til idet Poul Wilcke tog nogle medarbejdere med sig. Ægteparret Wilcke sover godt om natten trods den store usikkerhed undervejs i processen. - Selvfølgelig har vi talt meget om det hele tiden, så på den måde har vi brugt mere end vores 37 timer her. Men det afgørende har været opbakningen fra personalet. De har stolet på, at projektet kunne lade sig gøre, siger Marianne Wilcke.